FANTASY FOR VOKSNE? Der er ingen tvivl om, at ”Mr. Y’s forbandelse” er en god bog. Den er velskrevet, og skulle man endelig være i tvivl, kan man på omslaget læse rosende citater fra så forskellige navne som Philip Pullman og Douglas Coupland, og forfatteren rangerer højt, når der snakkes om yngre, britiske forfattere. ”Eventyrlig nutidsroman,” kaldes den på omslaget, ”fantasy for voksne” har jeg også set nævnt, mens jeg faktisk selv vil kalde den science fiction med et element af fantasy. Dertil kommer, at bogen rent udstyrsmæssigt bare er lækker. Men alligevel er jeg desværre ikke helt overbevist af den – og jeg mener desværre, for jeg ville faktisk gerne være det.

”Mr Y’s forbandelse” er en god blanding af erkendelsesteori, thriller, sf, fantasy, kærlighedsroman, filosofi og sikkert en god del andet. Vor hovedperson er den studerende Ariel Manto, der forsker i en lidet kendt, victoriansk forfatter ved navn Thomas Lumas – han er især kendt for at have skrevet den roman, som Ariels historie deler titel med, og som angiveligt er forbandet i en sådan grad, at alle, der har læst den, er afgået ved døden. Det går hverken værre eller bedre, end at Ariel kommer i besiddelse af bogen og opdager, at den rummer adgangen til Troposfæren, et sted, hvor man kan læse folks tanker og springe mellem deres bevidstheder.

Desværre er der et par skumle typer, som gerne vil have fat i bogen, og de forfølger vor heltinde på alle planer. Det udvikler sig til en Matrix-agtig spændingshistorie, der bevæger sig i både tid og rum – som Matrix kunne have været, hvis man havde brugt al filosofien ordentligt og havde droppet al action. ”Mr Y’s forbandelse” er altså ikke nogen tjubang-roman, men en til tider lidt langsom diskussion af selve virkelighedens natur – endda skrevet på en sådan måde, at det er spændende. Så som sagt: der er ingen tvivl om, at det er en god bog. Thomas bruger adskillige genreelementer på ganske intelligent vis og kobler dem på en mainstream-roman (omend jeg ikke bryder mig om det udtryk, men her blot ment som en roman, der vil finde sine læsere i den brede offentlighed, der gerne anser genrer for noget forfærdeligt noget), der med rette (forhåbentlig) vil finde masser af læsere, som (igen forhåbentlig) vil blive ramt af den på en sådan måde, at de må stoppe op og tænke. Mange vil sandsynligvis finde den banebrydende.

Men som fast genre-læser har jeg det problem, at de tanker, der gøres i bogen, ikke er specielt overraskende. Jeg har simpelthen læst dem før, måske uden det vægtige filosofiske påhæng, men så afgjort også betydeligt mere sprudlende leveret og i romaner, der ganske enkelt havde flere ideer. Bogen gav mig flere gange lige præcis den oplevelse at måtte stoppe op for at følge dens tankegang, men desværre også den oplevelse simpelthen at kede mig lidt.

”Mr Y’s forbandelse” er uden tvivl en god bog. Jeg vil ikke erklære mig uenig, omend jeg måske ikke vil lovprise den til skyerne. Men det er først og fremmest en god bog for folk, der ikke er vant til at læse fortællinger, hvor de fantastiske elementer hjælper handlingen på vej – for dem vil det uden tvivl være en ypperligt oplevelse, mens de mere hjemmevante måske vil snige sig til at kigge på uret nu og da.