Peter Adolphsen: Machine
FRA BRAG TIL SKRIG. Jeg tror aldrig, jeg har set noget, der lignede Peter Adolphsens ”Machine”, på dansk før – desværre. For det er en lille, fortættet perle.
Adolphsen forstår at favne vidt og skrive småt. ”Machine” fylder kun 70 sider, men starter ved nul – Big Bang. Her zoomes der ind på en meget lille mængde stof, som kortromanen så følger hele vejen op til vor tid. Den opnår sin mest sofistikerede form som del af en urhests hjerte, følger denne i døden og forvandles til olie, som naturligvis med tiden bringes op til overfladen igen, blot for at fortsætte sine transformationer.
Omkring denne usandsynlige hovedperson har Adolphsen spundet en række små historier, som han fortæller med legende lethed og overlegen teknisk snilde. ”Machine” er måske en sær konstruktion, men den fungerer upåklageligt og er svær at lægge fra sig igen.
Genre er det svært at sætte på bogen. Der er ingen spekulative elementer i, så det er vel ikke science fiction – men på samme tid er det SCIENCE fiction. For motoren i forfatterens litterære maskine er videnskaben, og store dele af teksten helliges netop forklaringen på, hvordan tingene hænger sammen, hvordan konsekvenserne bevæger sig frem gennem tiden og med tilløb helt fra tidens begyndelse kan ramme en kvinde, der skriger højt fra sin altan i vore dage. Til tider kan det føles, som om Adolphsen har flået sider ud af adskillige tunge lærebøger for gennem en eller anden mystisk alkymi at omdanne dem til vidunderlig prosa. Dette skulle nødig skræmme folk fra at læse af frygt for, at den bliver for teknisk – det kan sagtens betale sig, man kan sagtens glemme ordenens mening og smage på deres sammenhæng i stedet.
Jeg faldt egentlig over ”Machine” ved et tilfælde – fordi Adolphsen skulle gæste science fiction festivalen Eurocon – men netop fordi den er så koncentreret, efterlader den en ivrig efter mere (og gør det meget svært at formilde læseoplevelsen). I mit tilfælde fortsatte jeg straks med forfatterens tidligere roman ”Brummstein”, der er helt på højde med ”Machine”. På festivalen læste forfatteren op af sine korte historier, hvilket efterlod i al fald denne læser sulten efter mere.
2 kommentarer
Det er lort!
En meget billedlig og velunderbygget kommentar. Vi takker!