MERE BONDAGTIG INDY. Så fik jeg kæmpet (ja, kæmpet) mig igennem “Indiana Jones and the White Witch” (IJWW) – det ottende bind i serien om Indiana Jones. Denne kamp skyldes dels min manglende fritid, dels at bogen er virkeligt dårligt skrevet.

Gales (Indy’s veninde) landsby, der ligger i en magisk skov i England, bliver overfaldet af en flok lejesoldater. Gales sjælefrænde “Caitlins” far bliver myrdet under angrebet. Caitlin sværger hævn ved “Caliburn” – et magisk sværd som hendes familie har passet på siden Merlins tid. Heldigvis er vores hatteklædte helt ikke langt væk, og han lover at hjælpe Gale og Caitlin. Imidlertid udvikler hævnaktionen til et internationalt spion-drama af højeste kaliber. De engelske myndigheder hører naturligvis om angrebet, og hyrer Indy til at finde ud af (og fange) hvem der måtte stå bag.  

Martin Caidin fokuserer alt for meget på årsagsforklaringer og tekniske detaljer i sin skrivestil. Hvad der i andre bøger/film slet og ret bliver accepteret som “noget virkeligt”, skal pensles ud og retfærdiggøres i mindste detalje. Caidin er uddannet pilot, og det mærker man tydeligt. Så snart der nævnes noget om fly, bliver der samtidigt liret en hel masse tekniske data af, som er helt uvedkommende for historien. Jeg tror Caidin ville være god til at skrive faglitteratur. Skønlitteratur skal han imidlertid holde sig fra.

Slutteligt er der bare at sige, at denne roman er så U-Indy’sk som noget kan være. Artefaktet, som det hele burde handle om, er et fuldstændigt irrelevant (nærmest irriterende) sværd. Det har ingen narrativ funktion og er derfor bare med til, at sinke eventyret helt enormt. Derudover er Indy hverken spion eller superhelt, men denne roman forsøger at gøre ham til begge dele.

Skrammel!

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Bibiliofilens Reviderede Hyggekrog.