Det er noget af de bedste, der kan ske for én som læser: at opdage et nyt forfatterskab, der lover masser af gode oplevelser. Sådan var det, da jeg læste Kafka på stranden, som var en af de bøger, der fuldstændig slog benene væk under mig. Murakamis seneste roman på dansk, ”Efter midnat”, beviser, at der er masser at hente i forfatterskabet, og at han ikke sætter sig fast på én måde at fortælle sine historier, for dette er en helt anden type bog.

”Efter midnat” er en lille, luftig bog – den udspiller sig i tiden fra et par minutter i midnat til omkring klokken syv om morgenen og dykker ind og ud af en lille flok menneskers liv. Vi starter som et blik uden krop, der beskuer storbyen oppefra, og derfra trækkes vi ned i en fastfoodrestaurant, hvor to mennesker mødes. Det er den unge kvinde Mari, der tilbringer sine søvnløse nætter på stedet, og jazzmusikeren Takahashi, der øver et sted i nærheden. De to er bundet af fine, næsten usynlige bånd, som dog er nok til, at de drages mod hinanden.

På et lovehotel i nærheden bliver en prostitueret kinesisk pige gennemtævet af en kunde, og de to fra restauranten involveres i sagen. På den måde springer Murakami mellem mennesker – de to unge, den prostituerede, den voldelige kunde og Maris søster, som har sovet næsten uafbrudt de sidste måneder. Hun befinder sig i et besynderligt grænseland, hvor grænserne bryder ned.

Det interessante i ”Efter midnat” er nok ikke så meget selve historien (for den er ikke plotdrevet), så meget som det er den måde, hvorpå forfatteren fremmaner en drømmeagtig film for læseren og forsøger at gøre os til beskuere og lyttere i stedet. Læseren er til stede i bogen som et blik, for hvilket folks handlinger udspiller sig, og soundtracket udspiller sig gennem utallige højtalere. Lovehotellet hedder Alphaville, og man fornemmer masser af den slags celluloid-fingeraftryk her og der.

”Efter midnat” er ikke en historie på samme måde, som ”Kafka på stranden” var det – den giver mere udtryk af at være et elegant nedslag i et lille udsnit af virkeligheden. Man ved, at der har været noget før det første ord, og man ved, at personerne bevæger sig videre efter det sidste punktum. Alt bliver ikke forklaret, men Murakamis sprog og hans fornemmelse for personerne er endnu en gang uovertruffent.