ENGLEDUKKER. Gwyneth Jones er en britisk science fiction-forfatter, der er æresgæst på årets Fantasticon. ”Divine Endurance” er fra 1984, men føles stadig yderst levende den dag i dag.

”Divine Endurance” er fjern fremtids-science fiction af den slags, der næsten bevæger sig over i fantasy. Det er en type sf, der er svær at have med at gøre, i al fald for mig. Men Jones gør noget af det samme, som jeg husker fra M. John Harrisons Viriconium-bøger – hun giver os en verden, der stråler af fremmed fantasy, men viser os så, hvordan den er fast grundet i fortiden, hvordan teknologien spiller en kæmpe rolle, selv om den måske ikke længere bliver skabt. Og hun gør det smukt, poetisk, flydende og drømmeagtigt.

Titlen er navnet på en kat, men ikke en helt almindelig kat. Divine Endurance har personlighed, og så er den meget, meget gammel og er tydeligvis andet og mere end en kat. Da bogen starter, lever den sammen med the Empress og the Emperor, to mærkværdige personer, der også er de sidste af deres slags, i et kontrolleret miljø. Da de tvinger deres Controller til at frembringe to børn, er det begyndelsen på enden for deres verden – sønnen bliver givet til nomader, og da datteren, Cho, bliver ældre, drager hun og katten ud i verden for at finde hendes bror. De forlader et hjem, der bogstaveligt talt er ved at gå i opløsning.

Men Cho (kort for Chosen Among the Beautiful) er ikke noget almindeligt menneske, ligesom Divine Endurance ikke er nogen almindelig kat. Den verden, hun begiver sig ud i, er derimod befolket af mennesker, og hendes tilsynekomst bliver katalysatoren for massive omvæltninger. Hun har et formål, men det er ikke et, hun kan forudse konsekvenserne af.

Jones har opbygget en fascinerende og mangefacetteret verden, der er meget asiatisk/mellemøstlig i tonen. Cho bevæger sig igennem flere cirkler, der er tunge af deres egen historie og egne systemer. Enkeltpersoner bliver revet fri og ender i deres egne kredsløb omkring hende i et komplekst samspil af kræfter – for ligesom Cho påvirker folk omkring sig, er også hendes bror derude et sted, måske sammen med de mystiske Rulers. Og også katten (der måske nok er en birolle, men har en tendens til at overtage scenen, så snart den bevæger sig ind i handlingen) har sine egne planer.

”Divine Endurance” er en af de bøger, der efterlader mig med fornemmelsen af, at jeg ærligt talt ikke fangede det hele, at der foregik ting i krogene, mens jeg kiggede den anden vej, at personerne måske levede flere liv. Men samtidig formår den at være en bog, hvor det er ligegyldigt, hvor det faktisk er en del af magien. Det er ikke et værk, jeg ville have samlet op, hvis ikke det havde været for Fantasticon (især ikke med den forside), men deraf kommer ofte de mest positivt overraskende læseoplevelser – det gjorde der i al fald i dette tilfælde.

Jones har senere begået en fortsættelse, Flowerdust, som også ser spændende ud – den foregår i samme univers, og jeg ser frem til at opdage, hvordan hun vil arbejde videre med nogle af sine personer.