UNDERGANGENS STEMME. Chris Cleaves debutroman omhandler et terrorangreb på et stadium i London og tiden derefter. Den udkom den 7. juli 2005, hvilket var den samme dag, flere bomber eksploderede i London. Det har naturligvis skabt en del postyr og opmærksomhed omkring bogen, men har også gjort dens emne endnu mere vigtigt. Sådan at blive overhalet af virkeligheden vil måske få nogle til at mene, at der ikke er tale om science fiction, men Cleave lader sin ide udvikle samfundet, samtidig med at han holder fokus på historien.

Titlen hentyder til, at hele romanen er skrevet som ét langt brev – fra en navnløs kvinde til Osama Bin Laden, som stod bag angrebet. Hun er fra arbejderklassen, udtrykker sig bramfrit i talesprog og helt uden kommaer – det er et kunstgreb, der kan virke lidt anstrengende til at starte med, men når først man når ind i fortællingen, ind i rytmen, ind i stemmen, er det svært at give slip, for det er fortælleren, der er romanens kerne og dens skinnende perle. I løbet af få sider bliver “Brevet til Osama” til en af de bøger, man ikke lægger fra sig, førend man er færdig.

Over de 230 sider følger man fortælleren i året efter terrorbomberne, der dræber “hendes mænd” – hendes mand og fireårige søn. Hun bliver selv skadet i eksplosion og ligger på hospitalet, mens den nye verden bundfælder sig i resten af London og England. Krigen mod terror er eskaleret, og det første offer er folks principper. Snart færdes man i London i skyggerne af spærreballoner, der skal forhindre angreb med fly, trafikken på floden er indstillet og så videre. Det er ikke de store samfundsomvæltninger, der præger “Brevet til Osama”, så hvis man læser den for at se verden rutsche hurtigt mod afgrunden, blive man skuffet – Cleave lader de største omvæltninger ske i menneskene, ikke i de ting, de omgiver sig med. Indstillingen ændrer sig, muslimerne bliver fjernet fra visse jobs, folk bliver mere og mere bange.

“Brevet til Osama” er grundlæggende en god, gedigen britisk omgang socialrealisme udspillet på baggrund af et science fiction-element, der skulle vise sig at være skræmmende aktuelt. Men den fungerer helt forrygende – den kom under huden på mig på en måde, som jeg sjældent har oplevet, og jeg har svært ved at anbefale den nok. Det er den type roman, man giver til folk, som anskuer sf med væmmelse i blikket – for først bagefter at fortælle, hvad det er, de har læst. Det kan garanteret også give anledning til nogle interessante diskussioner.