KARAKTERSTUDIER. Når man ser forsiden på Dan Rhodes “Little Hands Clapping”, tænker man umiddelbart “børnebog”. Men der skal kun ganske lidt læsning til førend man indser at denne bog så absolut ikke er for børn. Det er ikke særligt uhyggelig, eller svær at forstå, men selve indholdet i historien er kulstort, men underholdende.

På et museum for selvmord i Tyskland bor en gammel mand med lange grå fingre. Han er musemskurator, og har til opgave at holde øje med museets udstilling og de få gæster. Ind imellem bliver udstillingen benyttet af triste eksistenser, og så er den gamle mand nødt til at kontakte doktor Ernst Fröhlicher. Doktoren handler med autoritet og diskretion. Og netop diskretion er nøgleordet for museets ejer Hr. og Fru Pavarotti. I Portugal fødes et par smukke børn. De vokser op i en lille landsby og virker uadskillelige. Men en dag tager de ind til byen, og tingene tager fart. Hvordan de to ting hænger sammen, er ikke lige til at gennemskue, men det gør de. Altimens venter den gamle mand på hans museum og doktoren…. ja, doktoren…. han venter også!

Historien er ikke særligt indviklet, men måden den er skrevet på gør den uigennemskuelig til det sidste. Det er ret godt klaret. Selvom vi ved hvem der er hvem og hvad de laver, er vi aldrig helt sikrer på hvordan det kommer til at hænge sammen. Personerne i historien er velbeskrevet. Vi får mere eller mindre en fuld levnedsbeskrivelse for samtlige bogens figurer. Det påfaldende i disse historier er hvor upåfaldende de er. Selvom der sker interessante ting og til tider frygtelige ting, formår Dan Rhodes at få det hele til at lyde som enhver anden livshistorie – det er absolut ikke kedeligt, men det giver læseren mulighed for at acceptere alt.

At bogen er kategoriseret som fantasy her på siden, vil muligvis blive anfægtet af kendere. Ikke desto mindre er der et lille dryp af magi. Her og der dukker der noget uforklarligt og fortryllende op, men det er ikke ret meget. Når sandheden skal frem er det mest fantasyprægede nok bogens forside. Imidlertid er skrivestilen absolut eventyrinspireret. Stilen henleder tankerne på alle de eventyr man hørte som barn – især Grimms. På hver side har man en fornemmelse af at en drage, trold eller kæmpe pludselig kan dukke op. Det er måske i virkeligheden Dan Rhodes største præstation med bogen.

Selvom den starter lidt langsom, bliver det hele meget interessant og tempofyldt hen i mod slutningen. Der er en næsten uendelig række af cliffhangers, og man bladrer ivrigt videre. Dermed kan jeg godt anbefale bogen, men kun hvis man har lidt tålmodighed. Historien skal lige have lov til at komme i gang, men så er den også ret underholdende.