Græsset

Jeg har ofte en oplevelse, når jeg kigger lidt nærmere på nyere dansk litteratur af yngre forfattere, af den samme tone. Det er en blanding af naivt messende fortællestemme og manieret sansereflekterende personer. Det er ærligt talt også den oplevelse, der ramte mig, da jeg læste Kristian Byskovs tredie roman, Græsset. Det er f.eks. passager som denne:

Det er næsten som duften af lavendel. Det klistrer til ens hukommelse. Efter badet føler Kirk sig let i kroppen, helt ny. Det varme vand gjorde ham svimmel, og sæben gjorde huden blød. Han ser ned ad gangen, dens lange række af døre der fører ind til rum. Alle de rum lavendel har indtaget. Kraftigt parfumeret uden at være syntetisk. Den minder ham om da han var barn. Om rum med duften af lavendel, og de ting der var i de rum. Duften som minde forgrener sig ud i andre minder.

Græsset er ellers lidt gammeldags i sit setup: Vi har to personer og en blæksprutte, hvis historier væver sig ind mellem hinanden. De befinder sig i samme bygning, firmaet Ancion, hvor Kirk arbejder med at overvåge genmodicerede organismer, og Karen forsker i blæksprutter, der også er blevet ændret ved. En af de sidste, der er tilbage af dem, er Io, hvis evne til at huske er blevet ændret. Dette er et mikrokosmos, der bliver skarpt afgrænset af, at firmaet kører et løbende eksperiment med at optimere medarbejderne ved konstant at ændre på bygningens rum og indretning. Intet er fast, intet føles helt virkeligt.

Denne uvirkelighed føles lidt som en 70er-Ballard-oplevelse, lidt en Svend Åge Madsen-roman, hvilket naturligvis kan være både godt og skidt. Tonen føles som en fobisk modvilje mod en fortællestemme, som så i stedet giver sig udkast i både indre og ydre mono- og dialoger, der virker, som om alle folk er på sammenbruddets rand. Som sagt føles det lidt genkendeligt, men her virker det dog, som om det har en funktion, for Græsset cirkler konstant omkring opløsning – af både rum, mennesker og tanker. Men rent personligt må jeg nok indrømme, at jeg kan se pointen, men ikke føle den store læseglæde ved det.

Der, hvor Byskov dog rammer rent, er, når han får koblet denne næsten altmodische science fiction på moderne techbro-speak. For pludselig virker det mindre og mindre kunstigt, at en Silicon Valley-milliardær kunne få den tanke, at folk ville arbejde bedre, hvis ikke de trådte ind i noget genkendeligt hver dag. Det er som åbne kontorlandskaber uden faste pladser ført ud i ideologisk helvede. Der fremstår Græsset til tider uvirkelig på den helt rigtigt skræmmende måde.

Men kommer man som science fiction-læser for historien, vil man nok blive lidt skuffet. Typen er så velkendt, at jeg vil påstå, man stort set kan forudse slutningen fra de første sider, om ikke præcist så i al fald denne generelle fornemmelse af den. Og man vil nok sukke lidt, når en af personerne stopper op for at lade en introskærm forklare sig ting, han godt ved i forvejen, så læseren også er med. Det trækker ned i indtrykket, men gør ikke Græsset til en dårlig bog. For mit vedkommende er det dog en af de værker, hvor det er interessant at betragte forfatterens hånd, for det er tydeligt, at han har styr på sin teknik, men det er ikke en historie, der greb mig på et helt grundlæggende plan.

Comments

  1. Henning

    Udskift venligst “lavendel” med “Madeleine-kage” og du står med en dødsyg emulering af salig Proust.

    Der igen og igen blevet advaret om farerne ved, at lave “infodumps” a la: ” – Som vi jo alle ved, har den transduktionale lavender-funktion en sideordnet effekt, der gennem en lorenz-modulation kan konverteres til monade-modalitet”. Én ting er, at den slags “techno-babble” skal fungere som validering og legitimitet, men det går galt – alligevel – fordi sætningen, i konteksten, er tåbelig: – hvis “alle” ved det, hvorfor skal det så siges?

    Jaja! Kloge-Åge! Men der er bare nogle “tricks” der ikke er hensigtsmæssige.

  2. Post
    Author
    Janus

    Jeg tror, at den der stoppen op foran infoskærmen er en del af “personen er i opløsning”, men… an infodump by any other name is still an infodump. Men det er eddermame også svært at få de oplysninger klemt ind, når man nægter at have en stemme.

    Jeg har sådan en oplevelse med den her type litteratur, at jeg tænker, det er godt (for jeg kan godt se teknikken i det), men jeg føler også, at det sender på en kanal, som jeg bare ikke modtager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.