POINTER, POINTER, POINTER. ”Kefalastro” – med undertitlen ”Djævelen lyver ikke” – er en selvpubliceret novellesamling skrevet af den debuterende Jon Tangaa Jensen. Den rummer 20 tekster, der spreder sig over flere genrer – science fiction, fantasy, horror – og tilsætter lidt bibeltekster og bibliografisk baggrund.

Jeg er ikke religiøs, så der er ingen tvivl om, at der garanteret er pointer i Kefalastro og dens brug af Bibelen, som farer hen over hovedet på mig. Fred være med det, jeg læser historierne, så de må stå på deres egne fødder, og det er naturligvis en legitim taktik at bruge religiøse tekster til at understrege ting, skabe stemning, manipulere læserens forventninger og så videre. Men helt ærligt: at citere Johannes’ Åbenbaring er fortærsket. Og når man så gør det over flere sider, må jeg tage mig i at spekulere over, om det er dovenskab for at udfylde noget plads, eller om der gemmer sig en subtil pointe, som jeg ikke gider leder efter.

Første novelle, ”Feber”, som har den utaknemmelige opgave at hive læseren ind i hele samlingen, at sælge projektet, lægger ud med flere linier fra Johannes’ undergangsvision, og det er i sagens natur ikke noget godt valg. Der er dog en smule humor at finde i, at der så straks fades over til en tømmermændsramt hovedperson. Men derefter havner vi i den fortællingsmæssige blindgyde, at hovedpersonen giver sig til at diskutere med sit spejlbillede; der er en pointe, naturligvis, men den drukner simpelthen i manglen på en historie.

Der er dog heldigvis flere historier her, som løfter sig langt over den skuffende start – bedst er ”Eventyret om Kefalastro”, en sort humoristisk lille fortælling om djævelens spil med en by, hvor han kun må fortælle sandheden. Det tager dog ikke andet end sandheden at bringe selv de mægtigste til fald. I det hele taget er forfatteren bedst, når han rammer denne tråd af satire.

Der er flere noveller, som udviser potentiale, men desværre kommer mangler af dem blot til at virke som tilløb: ideen er god, der er stemning, men plottet får ikke lov til at udfolde sig. Flere slutter, lige som det virker til, at de skal til at udvikle sig. Det kan naturligvis være en pointe i sig sig selv, men virkede ærligt talt lidt irriterende. Såsom ”Arvesynden”, der kobler et science fiction-scenarie med syndefaldet og rent faktisk har en rigtig god ide, men falder af sporet, glemmer en handling og i stedet lader det hele ende i intern monolog.

Alt i alt er ”Kefalastro” en ujævn omgang, som viser, at Jon Tanaa Jensen har nogle pointer, han vil ud med – men stadig mangler ekspertisen i, hvordan man lister de pointer forbi læserens forsvarsværker. Det er ganske enkelt ikke nok, personerne deklamerer de pointer for sig selv, de skal have lov at vokse i læserens bevidsthed. Med den pointe in mente kunne der godt komme noget godt fra Tangaa Jensens hånd i fremtiden.

Man kan finde en del ekstramateriale på forfatterens hjemmeside