Zombier er en pudsig størrelse. Oprindelig var de forbundet med voodoo og var en hurtig måde at skaffe ulønnet arbejdskraft på. Så begik Romero sin filmtrilogi, og pludselig optrådte de gerne i horder, som regel over hele kloden af ukendte årsager. Med en voldsom trang til varm menneskehjerne. Romero kombinerede vold og satire/samfundskritik (og flere andre ting, naturligvis) på en måde, så det er blevet tilbagevendende elementer, når nye kræfter har givet sig i kast med de levende døde.

Nu har Jacob Rask Nielsen kastet sig over opgaven med første bind i en trilogi af zombie-tegneserier: ”Exodus”. Titlen vækker billeder af store menneskemasser, der bevæger sig fra det ene sted til det andet, måtte de så være levende eller døde – men selv om der er en del løben og skrigen i dette bind, er der altså også meget andet, især et meget stort blink i øjet.

”Exodus” begynder med et par professorbrødre, der – midt mellem pingviner og en skummel helikopterpilot – drager ned i et hul i indlandsisen. Det næste, man ved af, er, at de døde på et større hospital genopstår og begynder at drage hærgende gennem byen.

Herefter fokuserer historien på hotelportieren Hassan, den gravide gæst Viola og den hærdebrede, knivsvingende kok Bernt, som havner midt i begivenhedernes centrum. De er med andre ord pludselig omringet af zombier og må kæmpe sig gennem flokke af stavrende (og springende) lig, der kommer vrimlende.

Rask Nielsen har tidligere udgivet en række mildest talt sprudlende børnebøger, så en blodig horrortegneserie lå måske ikke lige for. Hans tegninger er letgenkendelige og vil måske først bringe mindelser om mere letfordøjelige humortegneserier – men på forunderlig vis giver de historien lige præcis den kant af grotesk humor og underfundighed, som efter endt læsning får en til at tromme i bordet efter næste bind i serien. Der er masser af blod, men massakrerne er smukt stiliserede, og hjerneskallerne flyver som designerskåle.

Det, der dog især gør sig bemærket i Exodus, er, hvor stramt Rask Nielsen fortæller historien. Der er kun få billeder på hver side, og der bruges ikke overflødig plads (bortset måske fra på nogle actionscener, men det er ligesom standarden i en zombie-fortælling) – alligevel får han plads til personlighed, humor, action, gys, romantik og i det hele taget en blændende underholdende historie. Der er lagt i kakkelovnen til næste bind, som ikke kan udkomme snart nok.

Skulle man endelig finde noget at kritisere, måtte det nok være det kedelige omslag (som bibliotekar er det en tegneserie, der er svær at sælge) og så den font, der er brugt i taleboblerne. Den er alt for stiv og computeragtig – forhåbentlig er den væk, når brødrene Igorov vender tilbage.

Man kan finde adskillige smagsprøver på forlagets hjemmeside.