OVERVÅGNING OG MODREAKTION. 59 år efter George Orwell i ”1984” beskrev nogle af de forkerte veje, en stat kan gå og forvandle folks liv til et overvågningshelvede, har Cory Doctorow gjort det samme. Og vendt det hele på hovedet.

Marcus Yallow er en ganske almindelig teenager – han har venner, han går i skole, han gør lidt oprør mod autoriteterne nu og da (og som et nik til Orwells bog er hans online-navn w1n5t0n. Hans liv er såmænd, som det bør være; indtil den dag han og et par andre bliver fanget på gaden, da et terrorangreb rammer San Francisco. En bro bliver sprængt i luften, og da den amerikanske hær derefter strømmer gennem byen, samler de Marcus og hans venner op – og de fire falder gennem hullet i virkeligheden og ned i de mørkeste kældre, den amerikanske regering kan byde på, mistænkte for terrorisme.

Da de bliver sluppet fri igen, er det som en tur gennem troldspejlet. Department of Homeland Security er rykket ind i byen, og sikkerheden er blevet skruet i vejret, i form af overvågning, overvågning og atter overvågning. Men også Marcus er forandret: han tager ikke længere for givet, at landets regering er på hans side. Og mens han hurtigt bliver voksen, begynder han at slå tilbage mod den overvældende fjende – først i det små, men han er ikke alene, og aktionerne vokser i størrelse, indtil fjenden begynder at svare igen.

”Little Brother” foregår mere eller mindre bogstaveligt i morgen – det er en af de bøger, hvor man føler, at den virkelighedsforvrængende effekt stammer fra gabet mellem en selv og de unge mennesker, der er historiens hovedpersoner. Doctorow har en tydelig holdning til det omsiggribende overvågningssamfund, og den bedste måde at fortælle om den på er i den der gråzone, hvor man som læser til tider tvivler på, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er fremskrivning. På det punkt er det en bog, der går under huden på læseren (i mit tilfælde var det den dråbe, der skulle til, førend jeg endelig tog mig sammen til at finde ud af, hvordan man anonymiserer sin trafik på nettet).

Problemet med et så tydeligt formål er naturligvis, at historien hurtigt kan drukne i prædikener – men mens Doctorow har en tendens til at fulde et hav af informationer på læseren, så glemmer han ikke historien. Og så ender det hele ikke bare i dystopi, men rummer også en god portion social satire; for en stor del af de sikkerhedsforanstaltninger, som indføres, har ingen effekt på sikkerheden overhovedet – de er det rene cirkus. Når selv en 17-årig dreng kan forbigå dem, hvad skulle så forhindre eventuelle terrorister i at gøre det? Indfører man kameraer, der kan genkende folk på deres gangart, så putter man sten i skoene, og så videre og så videre. På bedste vis maner Doctorow til besindighed og opfordrer til, at man bekæmper sygdommen i stedet for symptomerne og mistænkeliggør hele sin befolkning. Det er en utroligt vellykket blanding af opråb og fortælling, som gør, at man kan føle sig ufattelig gammel, men samtidig vred på en helt ungdommelig måde. Det er en af de bøger, der rent faktisk kan flytte grænser.

Doctorow er også meget aktiv i copyright-diskussioner, og hele romanen kan faktisk downloades fra hans hjemmeside.