IKKE DEN VANTE FANTASY. Christian Hauns nyeste roman (i 2005) tager sin start i året 469 efter den gamle verdens undergang. Her introduceres vi for jægersønnen Jor, hans to venner Neal og Vitus og veninden Camille – i landsbyen Djyw i provinsen Gildengran, i verdenen Novavon. Det er et lille samfund, roligt og uden de store kontakter til den store verden omkring dem. Umiddelbart skriger starten på denne historie af typisk fantasy-univers, men ”Jor” rummer andet og mere end som så.

Bogen er inddelt i tre. Den første tredjedel af romanen er yderst afslappet, en charmerende indgang til børnene og deres omgivelser. Som alle andre børn får de fikse ideer, og de skaber ”Eventyrernes klub”, så de kan drage ud på togter i området og opleve noget – umiddelbart forstår Haun at gøre hele sin romanverden ganske dagligdags. Handlingen kunne umiddelbart lige så godt udspillet sig lidt tilbage i tiden – hvis ikke det var for de sparsomme elementer, som han med sikker hånd strøer ud i fortællingen: halvmenneskene Kiestfolket, som måske rører på sig i det fjerne, myterne om Forældrene og den verden, som gik under med dem, og den hemmelighed, som plager Jors far. Men i det store hele ånder alt fred, indtil en dag en mystisk blomst kommer i børnenes varetægt – fra da af går alting værre og værre, indtil deres barndom afsluttes pludselig og tragisk.

I anden del er vi 14 år fremme i tiden, i hovedstaden Whitewell (navne og sprog i Novavon virker som en besynderlig blanding af engelsk og hollandsk). Jor er nu blevet kriger, men kan stadig ikke flygte fra sin fortid og sin arv – især ikke da det viser sig, at hændelser i deres barndom har haft langt større betydning, end nogen kunne have forudset. Noget truer landet, både indefra og udefra, og det søger den blomst, som gled børnene af hænde så mange år før. Tingene bliver mildest talt kunne værre for Jor, og tredje og sidste del af bogen gør det på ingen måde bedre.

Beskrivelsen yder ikke ”Jor” retfærdighed, for den lægger op til almindelig fantasy, og som hidtil i hans forfatterskab er der intet almindeligt i Hauns leg med genrerne. Sandt nok spilles der op til fantasy-klicheerne, men som læser må man konstant tøve i forsøget på at fastslå universets baggrund: er den gamle, døde verden i virkeligheden vores verden? Og så er bogen befriende renset for megen fantasys selvfede storladenhed – de historier, der fortælles, er egentlig ganske små. De store begivenheder er der, men de foregår i baggrunden, langt væk, og deres konsekvenser er ikke de eneste, personerne har at kæmpe mod. Det her er fantasy, som Grete Roulund ville have skrevet det, lige dele magi og ubehagelig realisme – det er nok den letteste måde at forklare, hvad det er, Haun gør.

Anmeldelserne har ikke rigtig været flinke ved denne bog – de fleste af dem lader til at angribe den for det umiddelbare fantasy-element (og for at den ikke lever op til andre, mere kommercielle værker). ”Jor”s største problem i den forbindelse er nok første tredjedel, som kunne forlede læseren til at tro, at der er tale om en børnebog. Men man skal ikke gå til romanen med forventningen om drager, dæmoner og magiske skolebørn – men en god, underspillet fortælling, som leger med konventionerne og på den måde tilfører dem så meget mere, end andre (mere kommercielle) værker nogensinde vil gøre. Så Haun vil måske (desværre) ikke her tage fantasy-læserne med storm, men man kunne godt unde ham et gennembrud i den mere mainstream litteratur. Han har fortjent det.

Anmeldelsen er hentet fra Scifisiden.dk.