OMEGABØGER OG KINESERE. I tolvte og sidste bind af serien om Indiana Jones, møder vi vores ubarberede helt midt i udforskningen af en kinesisk kejser-grav. Historien tager dog hurtigt en række drejninger, og med et er vi midt i jagten på den sagnomspundne omega-bog. En bog der, efter sigende, indeholder alle menneskers navne og deres livshistorier. Men kan man finde noget fra en myte? Og hvad gør man egentlig når den japanske hær er i hælene på én?

Max McCoy har fundet sin stil. Formen og stilen er velkendt og, desværre, en smule kedelig. Historiens præmisser er egentlig okay. Endelig er serien vendt tilbage til bibelske artefakter, og vi møder både Arons stav og Omega-bogen. Det er helt klart et forsøg på, at gøre os klar til at se “Raiders of the Lost Ark”.

Imidlertid virker McCoy en smule træt af Indy. Der er mange handlingsspring som ikke bliver forklaret eller udnyttet særligt godt. Flere steder virker det faktisk som om at bogen har være 100-200 sider længere. Det gør historien usammenhængende og, til tider, svær at forstå.

Desværre slutter serien om Indiana Jones ikke lige så stærkt som den startede. Det er langt fra den bedste i serien, men heller ikke den værste. Ikke desto mindre kan man jo glæde sig over at den ender i den samme jungle som franchiset begyndte i, i 1981.

Har man læst de elleve andre bøger i serien, er man selvfølgelig nødt til at læse Indiana Jones and the Secret of the Sphinx. Alligevel skal man nok være fan af franchiset i al almindelighed, førend man kan overskue at komme igennem denne bog.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.