”Mirakelgenet” udkom på dansk i 1998 og blev i 2005 senere genudgivet under titlen ”Messiaskoden”. Man forstår godt den anden udgave, der tydeligt forsøgte at springe med på efterdønningerne af ”Da Vinci mysteriet” – men hvorfor Borgen oprindeligt har sendt bogen på gaden fremstår som et noget andet mysterium, for den er ærligt talt ikke særligt god.

Dr. Tom Carter har netop modtaget Nobelprisen for sit genoskop – som egenhændigt har gjort Human Genome Project forældet og kan aflæse en persons DNA på næsten ingen tid – da han bliver offer for et attentat. Men selv om han er målet, bliver det hans kone, der dør. Morderen undslipper, og snart går det op for Carter, at det er Prædikanten, en religiøst fanatisk seriemorder, som ikke har tænkt sig at lade ham gå levende omkring.

Samtidig opdager han, at hans datter lider af uhelbredelig kræft i hjernen, og han sætter hele sit liv ind på at finde en kur. Og det halmstrå, han griber fat i, er muligheden for at genskabe verdenshistoriens største helbreders evner: han vil afsløre Jesu hemmeligheder.

Men Carter er ikke den eneste, som bekymrer sig om Frelserens DNA. Et ældgammelt, hemmeligt selskab bestående af magtfulde mennesker afventer genkomsten, og de opdager pludselig mulighederne i videnskabsmandens forskning. Desværre har de lige pudset bedste lejemorder, kendt som Prædikanten, på ham, og hun har ikke tænkt sig at lade arbejdet ligge.

Michael Cordys debutroman lugter meget af Michael Crichton med sin blanding af nærfremtids-teknologi og spænding. Men hvor Crichton som regel har en holdning (og ofte en meget skinger én) til teknologien og tænker dens konsekvenser igennem, har Cordy ikke gjort sig de store tanker – teknologien kan det, der er mest dramatisk, så pludselig er der ”kunstig bevidsthed”, store DNA-databaser og talende computere, uden at alt dette på nogen måde påvirker verden uden for den enkelte scene. Det er irriterende og ødelæggende for den realisme, der kan gøre en sådan bog spændende.

Der er tale om en spændingsroman med tydelige sf-elementer, og umiddelbart får man indtrykket af underholdende lufthavnslitteratur – men til det er bogen simpelthen ikke stram nok i mine øjne. Handlingen stikker hid og did, og Cordy har en irriterende vane med at gentage oplysninger, han lige har givet læseren. Grundlæggende er der spændende elementer i bogen, og han har nogle gode ideer omkring det omstridte DNA-materiale, men desværre flyder det hele bare lidt ud og bliver langtrukkent. Ikke en særligt anbefalelsesværdig læseoplevelse.