Matt Forbeck: Blood Bowl
MIDDELALDERLIG FOOTBALL. Dunkel “Dunk” Hoffnung er en uheldig ridder. Hans familie er røget i unåde og nu ernærer han sig som monsterjæger i imperiets udkanter. Det er farligt job, og det er da også under udførslen af jobbet at der sker noget interessant. Sportsagenten Slick Fullbelly ser, rent tilfældigt, Dunkel kaste et spyd over 100 yards og ramme præcist. Med ét vendes Dunkels liv på hovedet. Slick hjælper ham til en plads på det berygtede nufflehold “Bad Bay Hackers”. Fra den ene dag til den anden er Dunkel en stor stjerne. Men berømmelse er farlig. Ikke alle er lige begejstret.
Matt Forbeck har skrevet en del fantasy – fiktion såvel som nonfiktion. Imidlertid er Blood Bowl hans første livtag med Warhammeruniverset. Han fanger ikke desto mindre stemningen rigtig godt og viser, at research kan gøre en forskel.
Med en blanding af plattyske begreber og en del henvisninger til virkelige personer, viser Matt Forbeck en stor viden om både football og det univers han skriver i.
Skrivestilen er god og interessant. Matt Forebeck kender sin genre og ved hvilke forestillinger læseren har om forskellige fantasy-væsner og begreber. Det udnytter han til det sidste. Hovedideen med Blood Bowl er at være sjov. Det er en komedie der spiller på alle de klassiske klicheer omkring fortællinger om sportshold. Alligevel formår Forbeck at overraske ind imellem, og man så kan ikke lade være med at småfnise.
Det er ikke en forudsætning at kende noget til Amerikansk Fodbold, men der er helt klart en del referencer som gør tabt hvis man ikke ved hvem Green Bay Packers er, hvem Brett Favre er og ved hvad NFL står for og hvordan det udtales.
Jeg kan kun anbefale bogen. Den er sjov og fuld af action fra side et.
Ingen kommentarer