NR 6 UD AF 3. Jeg skal ikke afsløre, om ”Og noget andet er” ender lykkeligt. Den starter dog yderst lykkeligt. Men enhver, som kender bare en smule til Arthur Dent, ved, at det ikke er en tilstand, som vil vare ved. Han har rejst på tværs af tid og rum, og det ene vedvarende element i hans liv har altid været, at folk sprænger planeter i stykker omkring ham.

Sådan går det også denne gang. Vogonerne, universets tredjeværste poeter, er på vej for at udrydde menneskeheden.

”Og noget andet er” er sjette bind i Douglas Adams humoristiske science fiction-trilogi ”Blafferens Galakseguide”. Adams’ værk har været gennem adskillige inkarnationer og medier, og nu er den så havnet i en anden forfatters hænder – det er Eoin Colfer, som har begået dette sjette bind. Colfer har en ganske lang bibliografi under sit eget navn og er særligt kendt for action/humor-serien ”Artemis Fowl”, der også er udkommet på dansk – så man føler faktisk ikke, at dette er et værk, der blot et blevet til ud fra et ønske om at malke pengekoen. Ikke desto mindre er det ikke nogen let opgave, Colfer er blevet stillet overfor.

Adams’ bøger er med rette klassikere. Det er for mit vedkommende snart mange år siden, at jeg sidst læste dem, så de er naturligvis filtreret gennem nostalgiens lyserøde klarsyn, men man kan ikke komme udenom, at de har placeret sig tungt i den fælles bevidsthed. Ideer og vittigheder fra dem er skudt op utallige steder i populærkulturen, og de fleste har et eller andet forhold til bøgerne, hvor spinkelt det end er.

Det er ikke blot en svær opgave, den er nok snarere umulig.

Colfer tager Adams’ figurer og kaster dem ud i et hæsblæsende eventyr, hvor vogonerne har sat sig for endelig at gøre det af med menneske, så arbejdet er fuldt udført. Altid nedtrykte Arthur Dent, ambitiøse Trillian, pubertære Random og helt igennem frodige Ford Prefect stiger om bord i Zaphod Beeblebrox’ rumskib og farer ud i usandsynligheden, mens de resterende jordboere forsøger at ansætte en ny gud (den gamle var lidt fraværende og ikke lige effektiv). Der bliver endda tid til et gensyn med en vis udødelig alien med en mission i livet.

En ting lykkes det i al fald Colfer at ramme ganske godt, og det er mængden af jokes. Der er ikke mange liniers tekst, der får lov at stå uforstyrret uden en eller anden form for morsomhed. Langt de fleste af dem er tilmed sjove, og opfindsomheden er ganske stor. ”Og noget andet er” er en rutsjebanetur, der accelelerer meget hurtigt og har problemer med bremserne. Det er ganske let at stige på og blive der til slutningen.

Den skal naturligvis slås med mindet om originalerne, snarere end originalerne selv, og jeg husker altså et lidt større overskud i Adams’ tekst. Selv midt i rutsjebaneturen var der en rolig fører, som havde tid til en smøg og en kvik bemærkning, og Colfer virker ikke lige så kontrolleret. Jeg var godt underholdt, men måske ikke så udfordret, som jeg havde håbet.