Peter Aagaard: Centro
SIKKERHED BAG LÅS & SLÅ. Peter Aagaard har tidligere, i 1999, udgivet romanen ”Kosmorama” – nu, 10 år senere, har han begået en blanding af science fiction og spændingsroman.
Historien foregår i den nærmeste fremtid, ja næsten i morgen, for der er ikke de store skel til vores verden. Det, der adskiller, er den by, som bogen er navngivet efter: det er et samfund på den franske riviera, planlagt fra bunden, befolket af eliten og lukket for omverdenen. Her kan man – i teorien – leve i fred og ro, i sikkerhed for terrorister og andet ondt, der præger verden udenfor. I teorien.
En dag vandrer en mand ud af skoven et andet sted i Europa. Han er en blank tavle, hans hukommelse er slettet, men han drages mod Centro.
Hans navn viser sig at være Alexander Nolan, officer i byens eget respekterede regiment. Han forsvandt sporløst under en mission i Afghanistan, men er nu vendt tilbage til en verden, der er blevet ham helt igennem fremmed. Langsomt lærer han mere og mere om livet i Centro og de mange forskellige motiver, der driver folk omkring ham. Men hvad der er sket med ham selv forbliver skjult for ham.
Plottet med den amnesi-ramte helt er klassisk, og med god grund: det giver forfatteren mulighed for at vise læseren historiens verden med hovedpersonens øjne, samtidig med at man kan skjulte alle de spændende ting, som vor helt burde vide. Det lykkes især Peter Aagaard at bruge Nolan til at fremvise Centro og de mennesker, der bor i byen; Nolan og hans kone er i forvejen ikke blandt de typiske beboere i dette luksussamfund – konen forsøger alt, hvad hun kan, at passe ind, men efter sit hukommelsestab er Nolan meget fremmedgjort overfor alt, hvad der møder ham, og han har yderst svært ved at passe ind eller i det hele taget forstå, hvorfor tingene er, som de er.
Selve spændingsdelen af ”Centro” bliver lidt mudret i mine øjne – handlingen flyder lidt sammen, hvilket er et forståeligt problem, når ens hovedperson selv er forvirret. Men baggrunden fungerer rigtigt godt: man får et godt billede af, hvorfor et sted som Centro kan opstå, og – lige så vigtigt – hvorfor det vil have svært ved at bestå. Folk stikker sig selv mange blår i øjnene for at opnå den sikkerhed, som de mener at have bygget op omkring sig selv. På den måde bliver historien naturligvis også et billede af den verden, vi lever i her og nu, også selv om vi ikke har lukket os inde bag høje mure.
”Centro” er et fascinerende bekendtskab og et billede af en til tider næsten Grete Roulundsk fremtid. Aagaard er ikke lige så bidende ond, men har et lige så godt øje for absurde uligheder i verden, og hvad disse kan bringe.
Peter Aagaard fortæller om ”Centro” på Fantastiskeforfattere.dk.
1 kommentar
[…] som film. Og skulle man trænge til mere gated community, kunne man gribe fat i Peter Aagaards Centro, der dog er noget mere spændingsfokuseret end […]