Kold karantæne
Jeg tror, at en eller anden hos HarperCollins har en måske ikke helt erkendt fetich for 1990erne, for David Koepps “Kold karantæne” føles ærligt talt som noget, jeg kunne have fundet på et loppemarked i det forbandede årti – lige fra den fysiske fremtræden til handlingen i bogen. Det føles på alle måder som en Dean Koontz-roman udgivet i en bogklub, fra plasticomslaget til handlingen.
Koepp er mest kendt som manuskriptforfatter, hvor hans navn står på værker som Jurassic Park, Mission: Impossible, War of the Worlds og Angels & Demons. Men nåja, det kan ikke være rent fryd altsammen, så han stod også for Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, så vi får slået fast, at han ikke er ufejlbarlig. Men han har dog vist evner inden for actionbrag med science fiction eller andre fantastiske elementer. Hvilket gør det sært, at “Kold karantæne” er så klodset, som den er.
Vi starter i 1987 i Australien, hvor en del af Skylab er faldet ned. Om bord er desværre også et eksperiment med cordyceps-svampen – den har haft godt af en tur i kredsløb og er muteret til en udgave, der er som Godzilla i forhold til en varan, hvilket ikke er gode nyheder for alt andet liv på Jorden. Heldigvis formår to amerikanske agenter at håndtere problemet.
Troede de. 30 år går, og gennem en kombination af uheld, statslig inkompetence og tåbelighed vender cordyceps novus tilbage til verden for at sprede sig, til intet andet eksisterer. Roberto Diaz, der i sin tid stoppede den, bliver indkaldt fra pensionisttilværelsen og må mønstre alle sine evner for at nå frem i tiden og stoppe en trussel, der vil udslette verden. Imens forsøger to sikkerhedsvagter på et opmagasineringslager at løse et mysterium – alle tre bevæger de sig nærmere verdens undergang og må arbejde sammen for at overleve.
“Kold karantæne” er en rendyrket tjubang scifi-thriller – som ærligt talt nok havde været lidt sjovere som film. Setuppet er godt: en superfuckedup psykopatsvamp, der lever for at dræbe, og som langsomt er på vej ud af de miner, hvor den er isoleret – og de få mennesker, der kan stoppe den. Men samtidig føles det lidt, som om historien aldrig rigtig går i gang, måske fordi det ikke helt lykkes Koepp at få læseren til at kere sig om personerne. De er som kaniner: nogle af dem bliver trukket op af hatten, andre forsvinder meget hurtigt, og mange af dem tænker på at parre sig.
Men har man savnet en god 90er-action thriller, hvor man bare kan nyde turen, er “Kold karantæne” et godt svar. Actionsekvenserne er gode, og Koepp slipper også afsted med noget god technobabble, og det er et godt karaktertræk for en roman.
9 kommentarer
@janus den kanin-analogi er noget af det sjoveste jeg har læst i noget tid. Kudos.
@infonauten @janus Haha, takker. Kender du det, hvor man læser en hel roman, men den ene observation bliver bare hængende i hovedet hele vejen igennem?
@JanusAndersen @janus åh jo.
@infonauten @janus Det læste jeg som "kanin-antologi", og jeg ville egentlig gerne have set, hvor Koepp kunne have ført sådan en laban hen.
Kanin analogien var også min favoritsætning 🙂
Pudsigt nok har jeg aldrig stødt på forfatteren før. I hvert fald ikke hvor jeg lagde mærke til navnet.
Det lyder i mistænkelig grad som en Michael Crichton- klon. Helt specifikt tænker jeg på “The Andromeda Strain” (Truslen fra det ukendte), og det dér med minen: – samme herres “Prey” (Sværmen).
Og så er det hele xenofobien: – al der kommer udefra er pr. def. ondt! Hér er det vigtigt at fastslå, at det vand, der findes på Jorden, og som er grundlaget for livet på vores klode – det er kommet udefra!
Ooooh, det har du faktisk nok ret i. Hvis der have været en hund med, ville den være vippet over til Dean Koontz, men som det er, er den nok snarere en discount-Crichton.
Jeg læser hellere Whitley Striebers “Communion” baglæns, end en eneste side af Koontz. Så med frygt for at blive udskældt for at være “elitær” og hovski-snovski, vil – mere eller mindre interesseret – spørge: – har Koontz et eller specifikt med hunde? ( – og i associationernes greb: hvad fanden er der med den dér hundehvalp i Varleys “Tango Charlie and Foxtrot Romeo”?) Én ting er at være dyreelsker og natur-freak, men at have medlidenhed med fiktive dyr (Rin Tin Tin, Terry (Milou), Lassie, Buck og hele bundtet fra kaninbjerget), der må jeg sgu lige trække i en hundesnor.
Koontz er meeeeeget glad for hunde og især golden retrievere, så de optræder gerne i hans bøger. Nu er det ved at være mange år siden, jeg rigtig har læst ham, men det var gerne opskriften: unge mennesker, der går så meget igennem og mister så meget, men til sidst har de dog hinanden… og hunden.
Sammenlign evt med Stephen King, der mere har en tendens til at slå hunde ihjel. I sine bøger, forstås.