BIZART! Det fjerde bind i serien om Metabaronerne fortsætter det episke drama, som de tre første bind har sat gang i. Imidlertid er det i dette bind historien tager en af sine mere… hmm… kuriøse…. drejninger.

En fantastisk plan, der skal få Jejoh’s tilbedere – de konspirerende nonne-ludere, ned med nakken går grueligt galt. Aghnar bruger sin skønne brud Oda som lokkemad i en fælde. Selvsagt overlever Oda ikke, og vores hovedperson er alvorligt på den. Ind kommer moderen – Aghnars mor Honorata. Hun kan hjælpe! Et langt ritual og en endnu længere hvileperiode kan bringe Oda tilbage. Aghnar indvilliger. Men hvad er det der kommer ud fra ritualet – en mor, ja! Men hvis!

Tegningerne er som sædvanligt helt fantastisk flotte. De enkelte billeder fremstår som små oliemalerier i sig selv. Der er dog visse sider i albummet hvor detaljerne bliver underligt udvisket. Jeg skal ikke kunne sige om det er tykkeriet, eller om det er sløseri fra tegnerens side. Lige meget hvad, så er det lidt ærgerligt når tegningerne er på så højt et niveau.

Historien er nøjagtig så storladen som vi kan forvente. Der er ikke spildt talebobler på ligegyldigheder. Så meget mere irriterende når et græsk kor – i form af to robotter, stemmer i med aldeles ligegyldig udenomssnak. Hvis de så tilbød noget i forhold til historien, så var det fint. Men det gør de ikke. De er kun til for at sænke farten, og for at fylde alle 64 sider ud med farve. Det er lidt tarveligt, og virker meget gammeldags.

Har man læst de tre foregående, er man nødt til også at læse bind nummer fire. Handlingen er derud0ver så forskruet at man ikke må gå glip af den – lige meget hvad.