TIDSHALLØJ. I 1888 dræber Jack the Ripper sit sidste offer – og bliver snart derefter fanget af politiet.

Félix J. Palmas første roman på dansk starter med en falskhed, noget der ikke helt passer overens med vores version af historien – og den fortsætter i samme spor: med løgne, fortielser, dunkle motiver, intriger og masser af historier. Det er en indviklet kærlighedshistorie, en tidsrejseroman, en victoriana-pastiche, en meta-roman for science fiction-elskere og meget mere. Den er også til tider lidt et rod at finde rundt i, men på intet tidspunkt en historie, man har lyst til at give slip på.

Det starter med Andrew Harrington, en ung mand ud af en rig familie, som får øjnene op for verden, da han bevæger sig ned i dens mere skyggefulde afkroge. Han finder kærligheden og måske endda en mening med livet der, men det sætter en vis Jack en brat stopper for. De næste år i Harringtons liv er én lang nedtur ned i mørket og selvhadet – indtil en dag han bliver gjort bekendt med et nyt firma: Murrays Tidsrejser arrangerer bekvemmelige rejser til fremtiden, nærmere bestemt år 2000 (forestil dig en steampunk-udgave af Bradburys “Tordenøglen/A Sound of Thunder”, hvor folk rejser i togvogn og på sikker afstand betragter det afgørende slag i menneskehedens største krig). De må kunne give ham mulighed for at rejse til fortiden – og ændre det skrækkelige, der skete der.

Claire Haggerty er en ung kvinde i det bedre borgerskab, men modsat Harrington møder hun først kærligheden, da hun rejser til fremtiden – og hun vil gøre alt for at holde fast i den, på tværs af tid og rum.

Ind i alt dette bliver den navnkyndige science fiction-genrens fader (vil nogle sige), H.G. Wells, indblandet. Han har netop udgivet “Tidsmaskinen”, hvilket har været med til at starte den bølge af tidsrejse-interesse i det victorianske samfund, som bl.a. har ført til Murrays Tidsrejser, men han må se virkeligheden udvikle sig til en række historier, som kan stå side om side med noget, hans egen fantasi har udtænkt – og han må bruge alle sine kreative evner for at redde liv.

“Tidskortet” er en kulørt roman, der spreder sig over et stort område – et væld af personer vandrer igennem den på kryds og tværs og i overraskende sammenhænge, og det formelig sprudler. Som en blanding af H.G. Wells, Jules Verne, H. Rider Haggard, Arthur Conan Doyle og lidt Alan Moore til at modernisere det hele og binde det sammen. Det serveres i en vellykket brug af samtidens fortællemåde, som giver en helt eminent stemning – og med en lidt bedrevidende fortæller, der svæver over vandene og til tider stikker hovedet ind i historien for lige at kommentere. Det er ganske underholdende, omend jeg måske ikke synes, at det udnyttes nok i historien til at have sin berettigelse. Skidt med det – “Tidskortet” lever i høj grad af forfatterens evne til at fremkalde den tid, historien foregår i uden at gøre det så omstændeligt, at historien drukner. Dermed ikke være sagt, at det er en bog, man blæser igennem, for det langsomme tempo og de mildest talt indviklede relationer er ligesom en del af pakken, og har de først få krogene godt ind i éns øjenæbler, kan det være svært at give slip igen, også selv om man måske forudser en del af plottet. Det er en af de bøger, der opleves, og hvor ordene synes at flyde sammen på ganske særlig vis mellem fingrene på en. Det er også en oplevelse, der kan være svært at genfortælle, men let anbefale.

Selv var jeg særligt vild med de dele af romanen, der fulgte den unge Wells, og når Palma tydeligvis leger med læseren, og der er et glimt i øjet. Henimod slutningen er det, som om den kommer ud af balance, men indtil da er det en roman, der både forvirrer, forfører og forundrer. Helt klart en bog, der bør læses af mange.