KLONER & ATTER KLONER. Som det er nu, er vores eneste mulighed for udødelighed at smide vore gener i pølen håbe, at halvdelen af dem fortsætter turen ud i fremtiden. I Michel Houellebecqs roman bliver det langt mere håndgribeligt, da kloningsteknologien gør det muligt at holde sine egne, helt unikke gener kørende i ubestemt tid og med et ubestemt formål.

Jeg må indrømme, at jeg gik til “Muligheden af en ø” med en vis skepsis. Den gamle diskussion, hvorvidt Litteratur kan være sf, og om science fiction kan være Litteratur, og hvad der er bedst, er grundlæggende tåbelig. Men samtidig ved jeg også af erfaring, at der er en vis afdeling af litteraturen (og det er typisk den afdeling med stort L), som ganske enkelt ikke tiltaler mig (ligesom jeg ved, at læserforventninger til Twilight ikke er mine). Mit fokus har altid være på historien, men disse (ikke nærmere definerede ud over “hvad jeg peger på”) bøger har en tendens til at fortabe sig i personerne, i den indsigt, der arbejdes frem mod, hvad enten den er hovedpersonens eller læseren, og i det sprog, der skal formidle denne indsigt. Det er ikke dårligt (og jeg har da også læst bøger med ekstremt stort L i litteraturen, der har givet en helt superb læseoplevelse), men jeg foretrækker ganske enkelt noget andet; ligesom jeg foretrækker at lægge venstre hånds tommelfinger øverst, når jeg folder hænderne. Jeg kan sagtens gøre det anderledes, men det kræver en lille omstilling af hovedet.

Jeg havde forventet, at Houellebecq ville kræve en større omstilling. Det var noget af en overraskelse, hvor umiddelbart lettilgængelig den var.

Historien fortælles i to spor: Af Daniel, en midaldrende chok-komiker, og hans 24. og sidenhen 25. klon. Nutiden og den nære fremtid ser vi gennem Daniel1 (som han kaldes), mens Daniel24 & 25 ser det hele med et perspektiv på et par årtusinder. Det er en utroligt godt udtænkt konstruktion – for “Muligheden af en ø” er i høj grad en undergangsroman, og Daniel1 viser os undergangen indefra med det begrænsede perspektiv, som det giver; mens hans “efterkommere” ser tilbage på det hele, filtreret gennem de livsfortællinger, som deres tidligere versioner har efterladt. Her er nemlig ingen udødelighed gennem ubrudte erindringer fra nu til den fjerne fremtid, men kun en tilstræbt fortsættelse gennem genetisk identiske kroppe og nedskrevne erindringer. Og selv om Daniel’erne føler et tydeligt slægtsskab, så bliver fortiden også mere og mere uforståelig for dem, jo fjernere den bliver. De er nymennesker, og der er nogle helt basale forskelle mellem dem og menneskene.

Daniel1 er historien om begyndelsen til enden for menneskeheden – han lever et jetset-liv som succesfuld komiker med et øje for racisme, porno og andre tabuer, der trædes under fode. Han involveres med den religiøse gruppe elohimerne, der er overbeviste om, at vi er resultatet af indgriben fra det ydre rum, og vi bør forberede os på rumvæsernes tilbagekomst. Som enhver god sekt er der en laissez faire (for ikke at sige aktivt opfordrende) holdning til sex og et fokus på fremtiden – men hvor andre snakker efterliv, forsker elohimerne i kloning. Daniel1 bliver naturligvis dybt involveret i sekten, men det er ikke så meget det, handlingen cirkler om – snarere er det det uafvendelige faktum, at tiden går, Daniel bliver ældre, sexlysten er aftagende, og entropien er generelt fremskridende. Han gør det meget nærværende, hvordan samfundet omkring ham langsomt er i gang med at æde sig selv op. Det er flot beskrevet med en kynisme, der er helt forfriskende.

Houellebecqs brug af kloner er godt fundet på og falder godt i spænd med resten af bogen – han finder nogle interessante og nye sider af emnet, som bliver spundet flot ind i fortællingen. Det er et eksempel på, at en forfatter med sit ståsted i en anden del af litteraturen gør noget rigtig godt med science fiction-genren. Det vil muligvis ikke tiltale den hårde sf-læser, men det er nu et forsøg værd alligevel. Interessant er det, hvordan den har et udvalg af uvaner fra hele spektret: science fictions irriterende forkærlighed for at komme med brede, generaliserende udsagn om kulturen og Litteraturens komplet urealistiske mono- og dialoger, der virker selvsmagende og stråler af, at personerne taler med ført hånd. Men samtidig er det godt indarbejdet i bogen: for den brede udsagn kommer fra folk, der simpelthen har et (omend forvrænget) stort overblik, og dialogerne er alligevel så godt skruet sammen og bidrager i en sådan grad til stemningen, at man accepterer det.

Indrømmet, hen imod slutningen blev det hele mig lidt langt i spyttet, men langt hen ad vejen er “Muligheden af en ø” forfriskende og fascinerende læsning.