Termush, Atlanterhavskysten

Termush, Atlanterhavskysten

Jeg har tidligere linket til artiklen “En klassisk reaktion“, og den er stadig værd at læse. Det var i al fald den, der fik mig til at befri Svens Holms kortroman fra dens trange kår i reolen. Ligesom skribenten må jeg nok stille mig lidt forundret over bogens angiveligt klassiker-status, men ikke desto mindre var jeg nu ganske positivt overrasket.

Titlens Termush er et hotel, ikke overraskende anbragt på Atlanterhavskysten. Det er her, de rige (eller i al fald en del af dem) samles, da sporene peger på atomkrig – og det er her, de lever videre, mens resten af verden sandsynligvis dør af strålesyge. I denne lille boble fortsætter verden, som den engang så ud – med ansatte, der tager sig af dem, der synes, de fortjener det. Dagene går langsomt og adstadigt, mens verden udenfor bryder sammen; men med tiden begynder undergangen dog at kunne mærkes, som skud udenfor den smukke park.

Det føles lidt som Ballards “Højhuset”, men med modsat fortegn – både i emne og i fortællestil. Holm skriver roligt og fint. Ting sker, men de føles måske ikke rigtig. Men alligevel er der en rolig udvikling. En bevægelse i magtforholdene, hvor vor hovedperson og hans fæller får sværere og sværere ved at holde fat i deres illusion om normalitet, mens hotellets bestyrelse begynder at træffe beslutninger, der ikke afspejler deres ønsker.

På mange måder føles “Termush, Atlanterhavskysten” meget nutidig – setuppet er blevet ganske realistisk, og på den måde er det rart, at Sven Holms bog ikke kan bruges som et blueprint for den økonomiske overklasse. For den er et smukt undergangsbillede – ikke blot for den verden, der var, men også den boble, som vor hovedperson lever i. Man føler overfladespændingen, der truer med at briste.

“Termush, Atlanterhavskysten” er en fin kortroman, der nok føles mere som billede end egentlig historie – men den har nerve og fortjener klart en anbefaling.

4
The burning girls (2023) Bodies (2023)

4 kommentarer

@janus Det lyder som en bog, jeg godt gider læse. Den ryger på læselisten. Tak for anmeldelse 👍

@bech @janus Den er så fin. Og behageligt kort 🙂

Henning siger:

Da jeg læste den, var det nu ikke “Højhuset” der faldt mig ind, men derimod samme herres “Vermilion Sands”, men også – lidt mere barokt – Pj Farmers novelle: “The Henry Miller Dawn Patrol”. OG – for at det nu ikke skal være løgn – “Den moderne død” af Carl-Henning Wikmark

Janus siger:

Åh, Vermillion Sands, selvfølgelig. Den havde jeg svedt ud. Højhuset har bare en særlig plads i mit hjerte, og jeg morede mig lidt over den der “påhovedetvenden” 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.