HÆSBLÆSENDE. For firehundrede år siden opstod the Eschaton, en kunstig intelligens dannet af det 21. århundredes primitive netværk. Dens første handling var at sprede Jordens befolkning over et utal af planeter over hele galaksen, udstyret med nok teknologi til at overleve og nogle ganske enkle bud:

1. Eschaton er ikke Gud

2. Den eksisterer i fremtiden

3. Hvis der er nogen, som forsøger at pille ved tidslinjen, kan de regne med, at deres sol ”tilfældigvis” går nova eller noget andet i den målestok.

400 år senere har menneskeheden genskabt civilisationen i mange forskellige billeder, alt efter de ufrivillige kolonister. De meget forskellige samfund er et mareridt for diplomater – og når diplomatiske midler ikke er nok, er det folk som Rachel Mansour, man tilkalder. Og Rachel befinder sig på The New Republic, da alting ser ud til at gå ad Helvede til, så hun er præcis det rette sted.

Det sker, da New Republic-planeten Rochard’s World får besøg af en besynderlig race/entitet/organisation kendt som the Festival. Rochard’s World er et forsøg på at genskabe Sovjetunionen, som eliten så den – meget rar at leve i, med mindre man ikke er øverst i pyramiden. Nanoteknologi er forbudt, og kontakt med omverdenen er ikke noget, man ønsker. Det tager the Festival sig ikke af – deres mønt er information, og de er villige til at bytte hvad som helst for at få nye historier eller viden. Og i et samfund med en meget stor, undertrykt underklasse går der ikke længe, før nogen spørger, hvad the Festival kan byde på af våben. Hvorfra situationen ikke kan gøre andet end at eskalere.

Snart er en krigsflåde undervejs – med en udspekuleret taktik i baghånden. Desværre er det også en taktik, som er dømt til at påkalde sig højere magters opmærksom, og snart går den vilde jagt for at forhindre det. Rachel Mansour er ikke den eneste deltager i spillet, må hun snart indse, mens konfrontationen mellem the New Republic og the Festival rykker nærmere.

Historien fortælles med ganske sikker hånd – springende mellem en god del personer. Nogle kæmper for at redde millioner af menneskeliv, mens andre blot forsøger at forstå, hvad der er sket med deres hjemplanet, mens konsekvenserne af Rochard’s Worlds møde med ubegrænset teknologi ruller hen over den. Og så naturligvis mødet med  the Festival selv og de væsener, som den bringer med sig.

”Singularity Sky”, oprindelig udgivet i 2003, er Stross’ debutroman, og som sådan er der måske nogle enkelte fejl i den. De overskygges dog langt af et sprudlende talent og de bunker af ideer, som han propper ind i historien. Det er en lyksalig blanding af hæsblæsende action og spændende postulater om forskellige typer samfund – fra den letgennemskuelige New Republic til den sære Festival. Og så fortælles det med en tydelig fornemmelse for genren og en gennemgående sans for humor – ældre menneskers uundgåelige teenageperiode efter en foryngelse kaldes en Sterling fugue (efter Bruce Sterlings ”Hellig ild”), og midt i det hele er der en tydelig gæsteoptræden fra Terry Pratchetts Discworld-univers.

”Singularity Sky” er rigtig mange ting, men først og fremmest er den underholdende, og det er tydeligt, at forfatteren har moret sig med at skrive den – en af den type bøger, man har svært ved at slippe igen (og endnu bedre: der er en fortsættelse).