INDBLIK. 1980’erne er på sit højeste. Pengemændene på Wall Street svælger i luksus og tidens musik er fuld af trommemaskiner og syntheziers. Patrick Bateman er succesfuld, rig, snobbet og ser godt ud. Kort sagt er han en yuppie. Batemans hverdag består hovedsageligt af at pleje hans krop og hans image. Hans venskaber er mange, men overfladiske. Hans sociale liv udgøres af utallige restaurantbesøg og ligegyldige samtaler om damer, tøj og penge. Bateman er, på sin vis, et produkt af hans tid. Imidlertid bliver andre produkter ikke nødvendigvis livsfarlige hvis der sker en fejl. Det gør Patrick Bateman. Uden en umiddelbar årsag (eller i hvert fald en årsag som jeg ikke vil afsløre her), går Bateman på et langvarigt tortur og mord-togt i New Yorks gader. Selvom grusomhederne er yderst virkelige for Batemans ofrer, er de til stadighed mere og mere uvirkelige for Bateman.

Bret Easton Ellis er blevet hyldet for denne roman, og for det uhyggelige indblik i en sindssyg mands hjerne. Imidlertid er der flere måder at læse bogen på. For det første er den ikke en dokumentar på nogen måde, og man kan derfor ikke regne med at psykopater (eller mennesker med en dyssocial personlighedsstruktur, som det hedder i dag) er som Ellis fremstiller Bateman. Ellis forsøger at underholde, og man kan vælge at læse bogen som en bidende satire over 1980’ernes yuppiemiljø. Eller man kan vælge at læse den som en noget sløv splatter-gyser.

Selvom Ellis ikke er noget sandhedsvidende i forhold til psykopati og psykopatisk tankegang, så forestiller jeg mig at han med sin skrivestil, fanger essensen af den fragmentering som visse sindslidende oplever. Dette kommer til udtryk i lange passager som består af usammenhængende sætninger, der ikke giver mening i sig selv. Faktisk er skrivestilen i denne bog så afgjort det der gør den til den klassiker den er blevet. Derudover formår Ellis også at skrive en række meget mindeværdige scener. Blandt andet er en scene der involverer business-card-misundelse helt fantastisk.

Men bogen er ulækker. Selvom den ikke er hverken horror eller gys (og derfor faktisk slet ikke fantastik), så er det flere gange så ulækker at man ikke har lyst til at læse det. Disse passager er skrevet med så megen detaljerigdom, at jeg forestiller mig at Ellis selv har måttet tage en pause engang imellem. Det helt store diskussionsemne i denne sammenhæng er selvfølgelig hvor Ellis har fået ideerne fra. Hvordan kan han skrive noget så usandsynligt ulækkert? Her må jeg hendlede opmærksomheden på bogens samtid. Originaludgivelsen er fra 1991. Seriemordere var meget oppe i tiden og har sådan set været det lige siden. Bare se på vores egen Peter Lundin og alle de mennesker der interesserer sig for hans sag. Caseeksempler er der og har der været rigelige af – Ellis er forfatter, ikke seriemorder. 

Bogen er god. Den fortjener lidt mere end at man bare læser lidt i den inden man skal sove. En god lænestol, en solnedgang, en jordbærsorbet, en Trimbach riesling – og måske en parade af kreditkort (helst american express i platin eller noir). Så er du forberedt på den ekstravagance, dekadence og hedonisme som fylder bogen fra ende til anden.