Otto Steen Due: Homers Iliade

Otto Steen Due: Homers Iliade

Vreden Gudinde! Iliaden. En af de absolut ældste fiktionsværker nogensinde, skrevet 800 år før vor tid. Fyldt med helte, guder, hævn, kærlighed, magi og kæmpemæssige slag. Den originale fantasyroman, om man vil.

Iliaden udspiller sig i løbet af nogle uger i det tiende år af den Trojanske krig, hvor helten Achilleus trækker sig fra krigen. Det gør han fordi grækernes leder, Agamemnon, har været nødt til at aflevere en slavinde tilbage til apollonpræsten Chryses, og til gengæld har taget en slavinde fra Achilleus.

Som hævn strejker Achilleus fra krigen og får sin mor, gudinden Thetis, til at få Zeus til at holde med Trojanerne, sådan at grækerne igen vil ære og agte Achilleus. Hektor, trojanernes krigsleder, slagter grækerne i en række slag, og er tæt på at brænde deres skibe og dermed tvinge grækerne til at overgive sig.

Heldigvis for grækerne beslutter Paktrokles, Achilleus bedste ven, sig for at gå ind i slaget på græsk side. Han låner Achilleus rustning og våben, og jager trojanerne væk fra skibene, men bliver dræbt af Hektor, da han forfølger dem mod Troja.

For at hævne Patrokles vender Achilleus tilbage til krigen på grækernes side og slår Hektor ihjel i en duel. Han slæber liget tilbage til grækernes lejr. Den trojanske Kong Priamos kommer til Achilleus og bønfalder ham om at få sin søns lig tilbage. Achilleus forbarmer sig og udleverer liget. Priamos begraver Hektor

Det er meget kort fortalt handlingen i Iliaden. Resten af fortællingen, om hvordan den trojanske prins Paris kidnapper Helene fra den spartanske konge Menelaus, og dermed starter krigen, er ikke med. Heller ikke slutningen af krigen, hvor Odysseus laver den kendte træhest og bruger den til at snige sig ind i Troja, er der. Iliaden handler kun om Achilleus’ vrede, og om de problemer den skaber.
Det er fordi Iliaden er 2. bind i en større serie, som handler om tiden omkring den trojanske krig. Af de 8 bind der udgør den episke cyklus er der kun to tilbage, nemlig Iliaden og Odysseen. Det eneste der er tilbage af de 6 andre bind er få linjer hist og her. Resten er gået tabt da antikkens biblioteker blev plyndret og ødelagt. Grunden til vi kender historien, er referater fra andre værker, primært Virgils Æneiden og Ovids Metamorfoserne.

På dansk er der to oversættelser af Iliaden. Den ældre af Christian Winther og den nyeste af Otto Steen Due. Der er stor forskel på oversættelserne. Christian Winthers er smuk, romantisk og enormt besværlig at læse. Otto Steen Dues er knap så smuk, knap så romantisk men helt eventyrligt meget nemmere at læse.
En ting er dog helt sikkert, Christian Winthers indledning ligger for mig, helt på niveau med Moby Dicks ”Kald mig Ishmael”, i kampen om at blive den bedste start på en roman nogensinde.

Christian Winther
Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig, – fuldbragt blev Zeus’s Beslutning –
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.

Otto Steen Due
Syng os gudinde om vreden der greb Peleiden Achilleus
vreden den fæle som voldte Achaierne tusinde kvaler,
sendte behjertede sjæle af talrige helte til Hades
og lod dem selv blive slængt som æde for hurtige hunde,
grådige gribbe og ravne så Zeus´s vilje blev fuldbragt
helt fra den første stund da striden begyndte imellem
folkenes drot Agamemnon og gudernes lige Achilleus.

Den har helt sikkert været interessant at læse. Faktisk, da jeg købte den, var det primært tænkt som en bog at have stående på hylden, for at se cool ud. Men, da jeg først kom i gang med den, fandt jeg ud af, at den var forholdsvis nem at læse. Bevares, den er ikke egnet til sengelæsning eller en tur til stranden, men den har ikke været halvt så besværlig som først antaget.

Iliaden er vildt blodig. Der går ikke mange sider, hvor folk ikke bliver slået ihjel på grusom vis. Homer skildrer med stor fryd hvordan spydbærer, vognkører og helte dør på modbydelig og bestialsk vis. Selv i antikken har man vidst at blod og vold sælger godt.

Hvis man har interesse i antikken eller holder af at læse på vers, kan jeg varmt anbefale Iliaden.

Otto Steen Due har også oversat Odysseen, foruden mange andre antikke værker. Han har fået adskillige priser: Christian Wilster-Prisen (1991), Klassikerprisen (2002) og Otto Gelsted-prisen (2003) og Dansk Oversætterforbunds ærespris (2003).

4
Matt Wagner: Batman and the Mad Monk Bret Easton Ellis: American Psycho

4 kommentarer

Jeg bøjer mig i respekt. Det kræver nørd-nosser at kaste sig over Iliaden: nösser af stål!
Var det Otto Gelsted, der slog den oprindelige tekst lidt i stykker og satte den sammen som almindelig skønlliteratur? Synes at erindre sådan en udgave, som helt manglede den poetiske del af historien.

Simon Aakjær Johannesen

Hæ hæ, tak. Det er ikke hver dag man bliver udnævnt til at have nosser af stål. Men, det er rigtigt, Den Store Danske bekræfter dine erindringer.

inger landt

hører den pt på lydbog- mp3, tror det er seneste udgave af otto s due. det gør det lette at forstå. og dejligt at få oplæst på en slags vers, det er ikke så almindeligt. meget anbefalelsesværdig- og jeg har abselut ingen nosser!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.