Dan Simmons: Hyperions fald

KLASSIKER, 2. DEL. Simmons fortsætter og afslutter Hyperion – med et brag, der kommer til at give genklang. I en sådan grad, at man kan glæde sig til de to fortsættelser.

Planeten Hyperion er det eneste element i det kendte univers, der ikke lader sig kvantificere – det vil sige, at den er en ukendt faktor i alle forudsigelser for fremtiden. Og det betyder meget, når en af spillerne i det galaktiske skakspil er Teknokernen, en umådeligt stor samling kunstige intelligenser, der mener at have lagt hele fremtiden på formel og ved, hvordan alting skal gå. Så alle har opmærksomheden rettet mod den lille udkantsverden: den centrale menneskehed, som er bosat på et utal af verdener bundet sammen af fjernsendere, og ytterne, den del af menneskeheden, som har fjernet sig fra det såkaldte Væv.

Da “Hyperions fald” starter, er en lille gruppe pilgrimme på vej til det mystiske væsen Tornskaden, som hærger planeten, samtidig med at krig er brudt ud på himlen over dem. En krig, der snart spreder sig til hele Vævet.

Det er selve menneskehedens skæbne, der står på spil, og alle har deres egne planer, for ikke at sige planer i planer. Frem og tilbage i tiden bølger anstrengelserne for at få den lille fordel, der vil afgøre, om racen lever eller dør eller det, der er værre.

“Hyperion” satte brikkerne på plads, mens meget af historien var tilbageblik fortalt af pilgrimmene. Denne gang fortælles historien af en ny John Keats-kybrid – en menneskekrop skabt af Teknokernen til at være en kopi af den afdøde digter. Han befinder sig ikke på Hyperion, men drømmer om pilgrimmenes færd (gennem en mystisk kontakt til den første Keats-kybrid), mens han overværer det politiske spil i Vævet. Det er en lidt omstændelig konstruktion af handlingen, men én, som det lykkes Simmons at slippe godt af sted med – man trækkes ind i historien og bliver hængende der, som i et edderkoppespind. Og netop det er, hvad Hyperion-sagaen minder om: et kompleks væv af spinkle tråde, der viser sig at være forbløffende stærke, når man først begynder at trække i dem.

Både “Hyperion” og “Hyperions fald” er en fryd at læse og genlæse. Episk er for lille et ord i mine øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.