DEN SIDSTE HISTORIE. Neil Gaiman har flere gange skrevet manuskripter til diverse tegneserier, og flere af dem er anmeldt her på siden. Personligt må jeg sige, at jeg ikke forventede mig ret meget af dette bid, da Gaimans færd udi superheltetegneserier, plejer at gå mindre godt. Jeg blev imidlertid behageligt overrasket.

Batman er død, han ligger i sin kiste og alle vennerne (og uvennerne) er dukket op for at sige et sidste farvel. I døden viser Batman sig, at være endnu mere mytisk end han var, da han var i live. De tilstedeværende skiftes til at berette om Batman, Batmans sidste dage og hvordan de hver især gjorde det af med ham. Selv butleren, Alfred, hævder at stå bag Batmans alt for tidlige afgang fra denne verden. Men midt i det hele dukker en velkendt stemme op – Batmans egen. Som uhørlig iagttager kommenterer Batman hændelserne. Hvordan kan det nu lade sig gøre?

Faktisk består bindet af fire historier, der alle tager et noget utraditionelt udgangspunkt i Batmanuniverset. Især er bindets anden historie “A Black and White World” ret cool og gennemtænkt. Her får Gaiman virkeligt lov til at strække ben og udfolde hans sære ideer til det maksimale. De to andre historier er, om noget, en hyldest til Gothams forbrydere. De er præget af en næsten barnlig fascination af det farlige, det ukendte, det morderiske. Imidlertid er det, selvsagt, albummets hovedhistorie der render med prisen, for den er god. Ikke bare er det en tour-de-force i genrekendskab, det er også en følelsesladet afsked med selvtægteren der ikke vil give op.

Tegningerne er meget afvekslende mellem de fire historier. Hovedhistoriens tegninger er super gode. Andy Kubert tegner figurerne med en elegance og en troværdighed, som man ikke ser ofte. Samtidig er hans tegninger meget tro mod tidligere udlægninger af figurerne. Der er sågar interessante hyldester til store tegnere som f.eks. Neal Adams og selveste Bob Kane. Det interessante ved hyldesterne, er ikke at Batman pludselig ændrer udseende (det er vel egentligt ret trivielt i sig selv), nej det er måden det bliver brugt på. Efterhånden som personerne til denne makabre lit de parade fortæller deres version, ændrer liget (Batman) i kisten udseende, så det passer med fortællerens udlægning – det er godt tænkt, og det fungerer rigtig godt.

I grunden er “Whatever Happened to the Caped Crusader” en meget fænomenologisk oplevelse. Den understreger hvordan vi alle sammen har forskellige opfattelser, og hvordan vi alle sammen opfatter vores egen opfattelse som sandhed. Derudover er temaet for bindet “de historier der ikke bliver fortalt”. Det er i sig selv lidt af et trademark for Neil Gaiman, og for en gang skyld har han fået det til at fungerer i superheltesammenhænge. Bindet kan varmt anbefales.