Kia Asamiya: Batman – Child of Dreams

Kia Asamiya: Batman – Child of Dreams

LÆNGSTE BATMAN EVER! Manga og Batman lader umiddelbart til at være to modstninger der ikke lige kan mødes. Kia Asamiya og Max A. Collins har alligevel prøvet. Resultatet er “Batman – Child of Dreams”, men vågner man efter en drømmerejse eller en mareridtsflugt over plankeværket.

Noget er i gære i Gotham. En ung, japansk rapporter kommer til byen og forsøger at få et interview med Batman(!?). Altimens lader det til at alle Batmans ærkefjender tilfældigvis har valgt at dukke op næsten samtidig. Men ikke alt er som det skal være. Ærkefjenderne dør uden Batman har rørt dem. Endnu mærkeligere bliver det, da vi opdager at de ikke bare dør, men bliver til mumier. Med ét er den japanske rapporter mere involveret end hun kunne tænke sig. Jagten går derfor østover, til det Japanske, hvor der venter svar. Rapporteren er tilsyneladende relateret til den excentriske ejer af Japans største medicinalfirma. Men hvordan hænger alt det nu sammen, og hvad har det hele at gøre med narkotika og hvorfor dukker Catwoman pludselig op i Japan?

Hvis det lyder forvirrende, så vær ikke foruroliget. Det hele bliver forklaret. Endog meget pædagogisk. Der er ikke nogen der ikke kan følge med i historien, den er faktisk så udpenslet som den kan være. Derfor er det også lidt trist at vi ret hurtigt får præsenteret den “rigtige” ærkeskurk enormt tidligt i bindet. Sløret er løftet længe inden man har læst den sidste side. Og sider er der en del af i “Batman – Child of Dreams”. Med sine 339 sider er det en af de absolut længste Batman-eventyr jeg nogensinde har læst. Desværre er det ikke den mest spændende. Historien lider ikke kun under dårlig udførsel, men også af ekstremt dumme karakterer, lange, kedelige monologer og en fortællestil som i sig selv er så direkte at ingen kan være i tvivl om noget som helst.

Som sagt er tegningerne i manga-stil. Det kunne være et frisk pust at se, men det er faktisk ret kedeligt. Alle figurerne, undtagen Batman, er enormt manga-ficeret. Derfor falder den noget akavede batman-figur også igennem når han møder de der ellers beboer tegneseriens sider. Det hele er holdt i sort-hvidt, hvilket ikke er befordrende for ens læselyst. Indimellem er det faktisk overhovedet ikke til at se hvad tegningerne forestiller. For at føje spot til skade, er der mange sekvenser (som i virkeligheden nok burde have været montager), som bare flyder rundt i forskellige billeder og closeups så det er umuligt at finde ud hvad der foregår. Især kampscenerne er uoverskuelige. Det er et miskmask af pow-stjerner og knytnæve-closeups. Det er ulideligt, uoverskueligt og faktisk bare dumt.

Kan jeg anbefale bindet? Nej, absolut ikke. Der er absolut ikke noget at komme efter. Historien kunne være spændende, men er alt for udpenslet til at være interessant. Figurene er dummere end gennemsnittet og tegningerne (dem man kan se hvad forestiller) hører til i en anden verden – i al fald ikke i Batmans verden! Nu er du advaret!

0
Charlotte Weitze: Det hvide kvarter Paul Stewart & Chris Riddell: Hvad Dysterskoven gemte

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.