INDBLIK! Brian Azzarello var med til at skabe den forfærdelige “Batman: Broken City”, men mine forventninger var nu alligevel store til dette bind. Ikke mindst den fantastiske forside fik humøret i vejret, og hvad der i første omgang lod til at være en smule skuffende, blev til sidste til en god gedigen batman-historie…… næsten uden Batman.

Jokeren bliver løsladt fra Arkham. Ingen ved helt hvorfor, men det gør han. Ingen af hans tidligere håndlangere vil hente ham, men Jonny Frost tør godt. Han har et brændende ønske om at blive til noget. Og hvem bedre at blive til noget sammen med, end selveste Jokeren. Ret hurtigt begynder Jokeren at arbejde på at få sit gamle territorium tilbage. På bedste gangster-vis arbejder han sig igennem sine tidligere forretningsforbindelser, og genopbygger langsomt sit imperium. Men, Jokerens mål er ikke velstand, det er noget andet. Jonny må sande at han måske alligevel har satset på den forkerte hest, men er det for sent!

Skildringen af Jokeren er interessant, selvom den (i mine øjne) er lidt forkert. Jokeren virker alt for organiseret, alt for “mafiosi” i den første halvdel af bindet. Det er måske i virkeligheden et call-back til tidligere tiders fremstilling af Jokeren, men efter Heath Ledgers fantastiske fremstilling af Jokeren som en kompromisløs anarkist, er det ligesom blevet målet for en god Joker. Og her falder denne udgave altså lidt igennem. Det bliver dog bedre hen imod slutningen, og de sidste sider er faktisk kanon-fede!

Historien lider måske lidt af at den ikke rigtig kan finde ud af hvem der er hovedpersonen. Det ene øjeblik er det Jonny Frost der er i centrum, og det andet før vi en lang monolog fra Jokeren. Det kan selvfølgelig være et greb forfatteren har gjort, for at understrege Jonnys kamp for at blive til Jokeren. Det virker imidlertid bare forvirrende og ikke særligt overbevisende.

Tegningerne er en underlig blanding af skrappe farver, mudderbrun og alt lige fra oliemalerier af højeste kvalitet til de grimmeste stregtegninger nogensinde. De klæder alle sammen bindet og der er ikke nogen af dem der falder igennem. Selvom det er så svingende, fornemmer man alligevel en gennemgående streg. Det er ikke det bedste jeg nogensinde har set, men det er af en udmærket kvalitet.

Når alt kommer til alt, så er “Joker” en rigtig god lille fortælling. Den minder meget om “The Killing Joke” som er en af de absolutte Joker-klassikere, som man ikke må snyde sig selv for. Står man og skal vælge mellem de to, så er det ikke så svært – tag “The Killing Joke”. Men skal du vælge mellem den nyeste Dan Brown og “Joker”, så skal du til enhver tid vælge “Joker”.

God læselyst!