KVINDER OG MAD. Ian McEwan er kendt som en alvorlig og til tider grum forfatter – med “Solar” har han begået en satirisk roman om klimakrisen (og med et minimalt science fiction-element). Det er sært skuffende.

Ikke at “Solar” er en dårlig roman som sådan, den er velskrevet og rammer hovedet på sømmet flere gange – forside og omtale har ganske enkelt placeret de helt forkerte forventninger i min ventende læserhjerne:

Michael Beard, nobelpristager i fysik, er formand for et initiativ, der skal beskytte kloden mod global opvarmning. Men hans karriere er i krise, og hans femte ægteskab skranter. Han har haft for vane at udskifte kvinderne i sit liv. Men denne gang er det hende, der helt åbenlyst har en affære. Da der samtidig sker noget, der får Beards privatliv og karriere til at kollidere, får han mulighed for at gøre sig fri af ægteskabeligt roderi, få ny faglig inspiration til sin forskning og at redde verden fra undergang.

Vil det lykkes Michael Beard at avancere fra ynkelig dameglad midaldrende akademiker til verdens redningsmand?

Det omslag og den bagside fik mig til at tænke på noget i retning af Tom Holt, der beskæftiger sig med verden – men “Solar” minder mere om en bog af David Lodge, der ene og alene beskæftiger sig med Michael Beard. “Kvinder & mad” kunne titlen have været i stedet, for det er grundlæggende den røde tråd i bogen: Beards forhold og manglende evne til at styre disse. Bogen følger ham fra 2000 til 2009, hvor han arbejder med alternative energikilder og snubler sig igennem et imponerende antal kvinder.

Jeg tror måske, at vi befinder os i en særlig undergenre her: underspillet humoristiske portrætter af midaldrende mænd, der grundlæggende er ret ynkelige, men på overraskende vis formår at slippe igennem hverdagen. Humoren opstår så meget af særlige situationer, som den gør af det absurde teater, der gerne udspiller sig i vor hovedpersons tanker. Det kan godt være sjovt, men jeg må indrømme, at det ganske enkelt ikke er en form, som tiltaler mig – tragikomik rammer mig bedre, når der lige bliver skruet en smule op for volumen.

“Solar” er en af de der lidt slentrende bøger, som tydeligvis har en stor læserskare, men som hovedsageligt minder mig om, hvorfor jeg foretrækker at læse bøger om ideer. Ingen tvivl om, at McEwan beskriver Beard mesterligt og også forstår at løfte lidt i mundvigene, men et godt plot eller en god spekulation er altså at foretrække i mine øjne.