Ting vi mistede i ilden

Jeg har en særlig fornøjelse ved at opdage især horror eller science fiction tidligere udgivet på dansk, som jeg ikke har kendt til tidligere. Nu om dage er det sjældent, at der dukker en titel op, som hører til i genrernes dybe vande – det er gerne der i brydningen mellem genre og mere mainstream litteratur, hvilket naturligvis både kan være godt og lidt kedeligt. Og som regel er det gerne et par årtier tilbage, så jeg var noget overrasket, da jeg hørte Penning Terrors interview med Paul Tremblay, og han skulle anbefale en bog, at titlen var “Things We Lost in the Fire” af Mariana Enriquez. En bog, der også findes på dansk som “Ting vi mistede i ilden” fra 2017 – og en bog, der slet ikke havde registreret sig på min radar.

Argentinsk horror er ikke noget, jeg kender det store til, så fluks øverst i bunken med den. Også selv om jeg synes, jeg har læst et par titler af mellem- og sydamerikanske forfattere med horrorelementer på det sidste, og de har det med at efterlade mig med den samme fornemmelse: det her var interessant at iagttage, men jeg blev måske ikke ligefrem ramt af det.

Der landede Enriquez faktisk udenfor den kasse. Hovedsageligt på grund af den måde, novellesamlingen som helhed udvikler sig.

“Ting vi mistede i ilden” starter roligt med nogle historier, hvor jeg fristes til at sige, at de har lænet kinden op ad noget horror, og man kan stadig se aftrykket der. “Den snavsede dreng” er socialrealisme, der fint leger med læserens forventninger. “Kroen” føles som sådan en pointeløs spøgelseshistorie, man fortæller sine venner, inden den helt er blevet finpudset til en skarpere pointe, end der egentlig skete. “De skæve år” lægger sig omkring gyset som et tomt hul.

Men stille og roligt gennem samlingen bliver historierne skarpere og mere explicitte, indtil man i “Nede i det sorte vand” pludselig opdager, at man sidder i en Lovecraft-historie med sin helt egen stemme.

Alt i alt endte “Ting vi mistede i ilden” helt andre steder, end jeg havde forventet og i nogle dybere og sortere horrorvande, end jeg havde turdet håbe. Lidt som at hive en vred hvidhaj i land, når man troede, at man fiskede torsk.

Comments

  1. Henning

    Hvis det er med den på – SF, ikke horror – har du så stiftet bekendtskab med “Hullet i nullet” af M.K Joseph?
    Den er weirdo, men jeg kan varmt anbefale den, hvis ikke jeg har gjort det, tidligere.
    Så er der Gianni Montanaris “Daimon” (den findes på svensk), og så er der også Sam J. Lundwalls “Fängelsestaden” (på svensk … – jah)

    Det er ældre sager, men det er “kram” …. – om ikke andet kan man blive nostalgisk på den fede måde.

    Jeg har lige læst “Downward to the Earth” for 14-15 gang. Men det kommer vi tilbage til

    1. Post
      Author
      Janus

      “Hullet i nullet” har jeg ikke læst, siden jeg var knægt og tæskede igennem alle Stig Vendelkærs SF-bøger, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker noget særligt af den – udover at jeg var ret vild med titlen. Den vil jeg grave ud af hylden, vil jeg.

      Og med en 14-15 læsninger burde “Downward to Earth” nok også høre til på læselisten. Den har jeg aldrig haft fingrene i, indrømmer jeg skamfuld (jeg har vist mest læst noveller af Silverberg).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.