Nick Harkaway: The Gone-Away World

Nick Harkaway: The Gone-Away World

gone_awayVERDENS MEST UNDERHOLDENDE UNDERGANG. Jeg tror måske ikke, at jeg burde snakke om The Gone-Away World. Jeg tror måske, den rette måde at komme til bogen på er en fornemmelse af, “det her kunne være godt” og så et cover, der ikke rigtig afslører noget om indholdet. Det var sådan, jeg kom til den – måske også med lidt tanker om steampunk fantasy eller noget i den retning.

Hvad jeg ikke havde forventet var, at det var science fiction. Fantasy, ja det er det vel egentlig, men også science fiction. Og samtidig helt uden for kategori. Og nå ja, så er det også den sjoveste bog, jeg har læst i meget lang tid. The Gone-Away World var overhovedet ikke, hvad jeg forventede, men den var så meget mere. Plus ninjaer.

Verden er gået under; eller rettere: går under, for vi springer tilbage i tiden til før den altødelæggende Go-Away War, hvor nye smarte våben gør lige præcis det: får fjenden til at gå væk. Desværre er de fleste fjender med nogen.

Vi følger vor fortæller og hans bedste ven, Gonzo – faktisk er vor hovedperson nok lidt at ligne med den klassiske superhelts sidekick, for Gonzo er typen, der strider ind i de fleste situationer og redder dagen. Og de gør det, som rigtige helte gør: vokser op, forelsker sig, ser verden gå under, redder verden og så videre og så videre.

Mere vil jeg egentlig ikke afsløre, for det bør opleves.

Harkaway er en af de der forfattere, som får sin bog til at sprudle af liv og glæde og humor og mørke – samtidig med at han får det til at se så let ud. Man lever med fortælleren, så det kan rive i hjertet, samtidig med at det er svært at undertrykke en højlydt grinen flere steder. The Gone-Away World er med andre ord en perle. Harkaway får den til at fremstå, som om Iain Banks (til det grumme) havde slået sig sammen med Terry Pratchett (til humoren) og Neil Gaiman (til opfindsomheden og det sproglige overskud), måske endda med lidt indspark fra den yngre John Irving til tragikken. Der er endda lidt kærlighed, for ikke at nævne pirater (og glem ikke ninjaerne).

Der er, med andre ord, lidt for enhver smag. Hvis ikke der er noget for din, er jeg ganske overbevist om, at det er den, det er galt med, ikke bogen.

3
Paul Stewart & Chris Riddell: Hvad Dysterskoven gemte Richard V. Corben: Mutanternes Verden

3 kommentarer

ja, så er der noget galt med min smag. Jeg syntes den første halvdel var umådeligt trættende, “sjov” på en anstrengende måde, der stod i vejen for handlingen. Jeg er mere til handling med kød på, end madeleinekager med digressioner.

Antyder du, at jeg ikke taler den skinbarlige sandhed? Jeg er chokeret! Chokeret, siger jeg. 🙂

Samtidig med, at jeg var helt ekset med The Gone-Away World, kan jeg egentlig godt forstå, hvis folk blev irriterede over den. For selv om jeg kunne lide den, tog det mig overraskende lang tid at blive færdig med den. En mærkelig blanding af jublende læseglæde og hårdt arbejde 🙂

Den lyder særdeles interessant. vil bestille den hjem og se, om jeg falder i den irritable eller den begejstrede grøft. Eller om det bliver lidt af begge dele 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.