Jeg erindrer min barndoms kalejdoskoper. Man satte dem for øjet, og et mønster viste sig. KLIK, og indholdet faldt i en ny konfiguration, og mønsteret skiftede. KLIK og et nyt syn. KLIK og så videre.

Grunden til denne lille erindringer er en lille bog: “Air” af Christian Kracht.

Det her anslag, hele første del af bogen, er så eminent balanceret på kanten af det absurde. KLIK Den her historie, som det spinder sig ud i, er grundlæggende en børnebog fra firserne. KLIK Det er som skrevet med akvarelfarver – ingen skarpe linjer, men alligevel tydeligt fremstillet. KLIK Forklaringerne, når man får dem, er …næsten pinagtige. KLIK og så videre.

Jeg har med andre ord svært ved at gennemskue, hvad jeg synes om bogen. Forfatteren er angiveligt en af de vigtigste stemmer i moderne tysksproget litteratur, og det vrimler med lovprisninger af romanen, så der er ingen tvivl om, at det er en god bog. Men kunne jeg lide den? Ja KLIK nej.

Vi følger Paul, en schweizisk indretningsarkitekt, der lever helt for sig selv på Orkneyøerne i en selvvalgt minimalisme. Men drager ud i verden, da han får til opgave at finde den helt perfekte hvide farve til et gigantisk datacenter. KLIK Pigen Ildr skyder et dyr, som viser sig at være en fremmed mand – på mere end én måde, for han hører tydeligvis ikke til i den verden, hun bebor. Paul er overført til noget, der minder om et middelalderligt landskab, og han jagtes af soldater, som ønsker noget af ham. Hvad de ønsker er uvist.

Sammen må Paul og Ildr drage på flugt – fra soldater, sygdom og død.

“Air” lander i et sært grænseland mellem science fiction og fantasy – et Twilight Zone-afsnit fortalt af Werner Herzog. Det er en af de bøger, hvor jeg sætter den for øjnene, og KLIK KLIK KLIK, og det er en oplevelse, og når jeg så bagefter læser anmeldelser, er det tydeligt, at det ikke er den samme oplevelse, de har haft. Er det en bog, jeg vil anbefale? Ja afgjort, for jeg vil vildt gerne høre, hvad andre folks oplevelse af den har været.