Tina Henneberg: I Paradis får man ikke bank

Tina Henneberg: I Paradis får man ikke bank

hennebergEVENTYR & ALMINDELIGE MENNESKER. Det første, der slår én, når man får Tina Hennebergs debut “I Paradis får man ikke bank” mellem hænderne, er, at den er selvudgivet, men der er kræset for detaljen. Novellesamlingen er i hardcover, i liggende A4-format, med flot og stemningsfuld forside og gennemført design inden i bogen. Det er ganske befriende at se, hvor den slags ellers ofte ender med at være så billigt trykt som muligt. Her er der ambition.

Indholdet er 10 noveller, hvor jeg vil kalde de fleste af dem rendyrkede kunsteventyr. Det er personligt en genre, jeg har et ambivalent forhold til – når de fungerer for mig, rammer de en tidløs og mytisk stemning, der kan løfte en historie op fra ingenting; men andre gange frigør de sig fra gængs historiefortælling i en sådan grad, at jeg har svært ved at se pointen.

Hennebergs historie bevæger sig bredt inden for dette spektrum – og i overraskende retninger tillige.

Enkelte tekster – som f.eks. “Det blå barn” – skaber sin egen lille verden isoleret fra alt andet og dermed en historie, der kun følger sine egne præmisser. Kort sagt handler den om en lille, svigtet pige, der får besøg af en engel og lærer noget om livet – og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at relatere til den, fordi den ikke rakte ud over historiens rammer.

I den anden anden af spekret findes tekster som min personlige favorit: “Manden der kiggede ned i brødristeren”. Her kombinerer Henneberg stemningen fra eventyrene med en fin, socialrealistiske historie, og de to ting spiller overraskende godt sammen. Det er den type historie, der kan leve videre efter endt læsning og give et glimt i læserens øjne.

Henneberg håndterer sproget fint. Enkelte gange føles det, som om disciplinen svigter, men når det flyder, fungerer det godt. Generelt er der tale om eventyr til voksne, der gerne rundes af med en indsigt om livet og verden. Situationerne er gerne grumme, men målet er positivt, for i dette univers er selv døden ikke nødvendigvis af det onde. “I Paradis får man ikke bank” er nok en bog til læsere, der gerne vil tro på, at der er mere bag hverdagens kedelig slør, og at det rummer en mening. For disse læsere vil “I Paradis får man ikke bank” sikkert være som en æske chokolade og nydes derefter.

0
Anders Jørgensen Mogensen: Virkeligheden er ikke virkelig Anders Jørgen Mogensen: Virkeligheden er ikke virkelig

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.