Louis Jensen: Kejserinden

Louis Jensen: Kejserinden

kejserindenEN GANSKE SÆRLIG BÅD. Nogle gange kan en roman hive én hele vejen rundt i manegen. Sådan en svingtur var Louis Jensens “Kejserinden”.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

1
Benjamin Lunøe: En dag uden sol Zenia Johnsen & Kamila Slocinska: Hunden der ikke troede på OP

1 kommentar

[…] “..når Louis Jensen rammer magien præ­cist, er “Kej­se­rin­den” en fasci­ne­rende og opslu­gende bog. Han har et øje for uvir­ke­lig­he­den og for­står at ramme en logik der, som drager én gennem for­tæl­lin­gen.” Janus Ander­sen, Den elek­tri­ske kanin. […]

Skriv et svar til Kejserinden :: Replikant Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.