Nu og da kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg kunne have udviklet mig som menneske. Sådan en øvelse i kontrafaktisk autofiktion. Og som forfatterne gerne falder tilbage på 2. verdenskrig som det store skæringspunkt for deres forandringer, således tænker jeg på, hvad der var sket, hvis tingene havde udspillet sig anderledes, da jeg var i teenageårene. I ved, lige de der år i ombygningsfasen, hvor man kegler rundt mellem egoistisk grænsende til psykopatisk og gennemført lalleglad.

Jeg husker, at der i Melfars gader nogle gange fandtes diverse kristne, som gerne ville omvende os unge mennesker. Det tiltalte mig på ingen måde, men HVAD NU HVIS der havde været tale om Scientology i stedet?
Jeg kan se salgstalen for mig.
– Vi tror på, at folk har næsten uendeligt potentiale, især hvis de følger vores tanker.
– Vi tror på, at vore evner gør os til ethvert samfunds grundlæggende fundament.
– Vi er unaturligt kompetente, men alle andre hader os, fordi de er misundelige.
– Vi tror, at din egnethed kan kvantificeres, og det eneste rigtige er at tilegne sig mere.
– Vi tilbeder en science fiction-roman!
Unge Janus ville have været ekstatisk! Her var en knægt, der dyrkede naiv realisme, som var det bushido, og… vent…
Skrev jeg Scientology? Jeg mente Liberal Alliance.

Bare se – der er grundlag for en sammensværgelsesteori! Xenu Shrugged.