Real play

Foto: Neil R på Flickr

Ekkoet af Professorens messen fortabte sig i hulesystemets usete afkroge. Alle tre udforskere holdt vejret i spændt venten. Så voksede en dyb rumlen fra jordens inderste, til lyden pressede på deres trommehinder og fik deres knogler til at skælve. I lyset af deres lanterner bemærkede Lommetyven støvet rejse sig fra klippegrunden. Drypsten og ral frigjorde sig fra hulens loft langt over dem, og regnede ned omkring dem.

Så aftog vibrationerne sig, og blev til en jævn, stadig øredøvende tone. “Se,” sagde Detektiven og pegede, lidt overflødigt, for de så det alle tre. Godt halvtreds meter væk, mellem deres position og den fjerneste klippevæg, spirede et violet lysskær frem af mørket. Som lyset voksede indså de, at det hverken var båret af en ny fjende, hang fra loftet eller på en stolpe. Lyset, flammen, svævede uforklarligt i luften, mere end en mandshøjde fra gulvet.

Detektivens cigaret, som havde siddet urokkelig i hendes mundvig på flugt gennem dødsfælder, i håndgemæng med kultister, og under hele deres nedstigning til de millionårige huler, faldt nu til hulegulvet. Professoren slap målløs sit greb om den uhellige bog, hvorfra han havde læst det hedenske ritual, og også den faldt med et knapt hørbart bump. “Er det… en hånd?” hviskede Lommetyven og greb nervøst remmen, hvorfra Wormius’ Muskedonner hang over hendes skulder.

I purpurflammen havde ganske rigtigt en ulegemlig hånd taget form: den flakkede og flimrede som en lejrild i blæsevejr, men lod sig ikke slukke af de naturkræfter, som brødes med dens overjordiske manifestation. Den flammende hånd lukkede sine fingre foruden den første, og begyndte med den udstrakte pegefinger at skrive kætteriske bogstaver og ord i luften.

“Endelig,” raspede Professoren over den fortsatte bastone, der fyldte grotten, “svar på al menneskehedens urgamle—” Så falmede den vilde entusiasme fra hans ansigt, og blev til lavendeltonet rædsel i skæret fra det budskab, der formede sig foran dem. Detektiven kastede en trenchcoatklædt arm for ansigtet i forsøg på at værge sig mod den sætning, der så grundlæggende truede hendes rationelle verdensbillede. Ikke desto mindre forblev den prentet på hendes nethinde.

Ude af sig selv af raseri over ritualets uventede udfald, greb Lommetyven sin sakrosankte forlader, og affyrede med ét skud 21 sumeriske dæmoner mod hånden af ild. Alle opløstes de i en sygelig tåge, før de nåede deres mål. Eventyrerne klyngede sig til hinanden som et sidste, trøstende halmstrå — en desperat fornægtelse af spådommen, som nådigt, omend kortvarigt var skjult af den post-dæmoniske dis.

“Er det virkelig vores undergang,” hulkede Lommetyven. “Er det sådan kulturer dør bort?” Ingen af hendes rejsekammerater svarede hende. Detektiven græd fraværende en atonal melodi, mens hun gned sine øjne febrilsk. Professorens strømmende tårer blandedes i hans skæg med blodet fra de knoer, han bed sammen om for at holde et skrig tilbage, som med sikkerhed ville viske hans sind fri for tanker og minder.

“Ikke med et brag, men med et klik,” sukkede Lommetyven, idet det violette skær igen skyllede over dem. Den flammende hånd svævede ventende, pegende, under det sidste ord af den dom over menneskeslægten, den havde skrevet. Selv da lanternerne og eventyrernes stille klagen døde ud, forblev budskabet hængende, uafvendeligt, i hulens ktoniske kirkerum:

MOVIE ENDING EXPLAINED

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.