Nogle mennesker forstår åbenbart at fortælle historier, der blot tager et lille skridt ud af det kendte og bliver så meget mere end forventet. En af dem lader Patrick McHale til at være – han er nok mest kendt for Adventure Time, men den har hidtil været for skærende for min medseers øjne og ører, og vi har i stedet kastet os over Over the Garden Wall. Som er superb.

Her er det Wirt og broderen Greg, der har taget skridtet ud i det ukendte og befinder sig i en meget folkeeventyrsagtig skov. Og der oplever de så indtil videre 10 afsnit med en vellykket blanding af horror og humor, som også er meget folkeeventyrsagtig (men åh så sjældent fungerer godt, når folk forsøger at påkalde den). Kun 10 afsnit, bør jeg sige, for det var træls hurtigt, at sidste afsnit løb over skærmen.

Det særlige ved Over the Garden Wall er, synes jeg, at det i bund og grund er ganske gængse historier, der fortælles – ja, den overordnede fortælling er nærmest fortærsket – men folkene bag formår at dreje dem en lille smule. Ad en akse, som det er meget svært at sætte ord på. Bare en lille drej, så alt bliver nyt og underholdende, men svært at gengive. Det kunne så let blive glat og skabelonisk, men det føles, som om de konsekvent viger tilbage, når den fare nærmer sig. Ligesom sangene i serien, der ofte læner sig op ad at være ørehængere, men nægter, nægter, nægter. Såsom Potatoes and Molasses her, der er vidunderlig. Men selv om jeg har hørt den flere gange, kan jeg ikke synge andet end titlen. Hver gang jeg når forbi den, vil min mentale sangstemme videre ad velkendte veje… og render hovedet mod en mur. Måske en havemur?

Tak til Stine for at have holdt begejstringsmonolog over serien.