Ah, god gammeldaws science fiction, hvor der males med den store pensel, og detaljerne (eller læs: personerne) måske ikke bliver helt fyldt ud. Hvor ideen følges til dørs, og forfatterens hittepåsomhed kan give en lille kildren til læserens oplevelsescentre.

Men lad mig først udtrykke min frustration: jeg hader bøger, der sælger sig selv på en forside, en tagline og en bagside, som enten fyldes ud med et forfatterfoto eller en række lovprisninger af selvsamme person eller dennes tidligere bøger. Det er meget godt, at Adrian Tchaikovsky og James Patrick Kelly begge er glade for Semiosis – de har begge skrevet gode bøger, så der er da en statistisk chance for, at de kan genkende en god bog, når de læser den. Men jeg vil vide noget mere om, hvad jeg går ind til, før jeg investerer tid i en bog – her var tid og biblioteksformidling heldige (jeg var løbet tør for læsestof, og den stod med forsiden fremme), men for at være ærlig: det var nok kombinationen af “Sentience takes many forms” og antydningen af plantetentakel, der fik mig i gang.

Semiosis følger en række kolonister, der har forladt Jorden og lander på en ny planet. Forudsigeligt nok viser det sig at være ret komplekst at skabe sig et nyt liv i et fremmed økosystem – især da det viser sig, at der også er en god del intelligens i både planter og dyr. Menneskene må snart indse, at deres økologiske niche, hvis de vil overleve, er i samspil med floraen, og bogen følger syv generationer, mens de slås med både fysiske og filosofiske udfordringer.

Sue Burke har benyttet sig af et smart lille trick med Semiosis, idet hvert kapitel stort set springer en generation frem i tiden. Det gør, at hvert afsnit af historien grundlæggende er en novelle for sig – og giver mulighed for at gå til historien på flere forskellige måder. Et af kapitler er et mordmysterium i en verden, hvor der ikke er den store teknologi, men menneskeheden til gengæld har etableret et samarbejde med en intelligent plante. Og samtidig bevæger den overordnede historie sig fremad, især i kredsløb omkring vanskelighederne i at opbygge et samfund baseret på pacifisme og humanisme, når de hårde realiteter så ofte banker på døren. Og der maler Burke heldigvis ikke kun med den lyserøde pensel – de begår fejl, og fejlene har konsekvenser.

Jeg tror ikke, at jeg spoiler ved at sige, at det ikke er en bog om menneskehedens undergang, men det er en bog, der forstår at holde menneskehedens skæbne hen i det uvisse. Vil de forblive mennesker, eller vil denne nye verden forandre dem helt? Der er strukturen med flere generationer god, fordi den lader Burke vise udviklingen i mentalitet uden at forfalde helt til klassiske infodumps.

Bør du læse den? Ja, det kan ikke skade. Den er god, spændende, velskrevet og ganske overraskende. Og et scoop, hvis du godt kan lide lidt eftertænksomme overlevelseshistorier