Et studie i blåt
Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.
Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.
Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.
Metapoint:
+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.
+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.
+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.
÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?
5 kommentarer
Normalt er jeg ikke vild med “er hun eller hun ikke sindssyg”-historier, men den ser overraskende spændende ud – nåja, og omtalen også.
Dens visuelle udtryk er lidt besynderligt – havde jeg bare set et glimt uden nogen kontekst, havde jeg nok tænkt “lowbudget på den ufede måde.”
Jeg skrev ovenstående kun på baggrund af traileren og filmen, som jeg synes har en interessant progressiv effekt, men hvad angår cinematografien har jeg så opdaget efterfølgende at hele filmen er optaget på en iPhone.
Det gør i mine øjne hele filmen en endnu større bedrift, fordi vist er den ikke noget æstetisk mesterstykke på dét plan, men det siger noget om Soderberghs filmiske kunnen at han leverer en film der fungerer med et lommekamera.
Dan Turell spurgte sig selv – og os andre – om hvorvidt det kunne forholde sig således, at hvis der var noget der var “uhumskt” eller “uhyrligt”, kunne der så også være noget der var hyrligt humskt?
Kan man være sindrask? Og hvornår er man så “sindssvag”, og er det et forstadie til at blive “sindsyg”? Selvom man bliver forfulgt, kan man vel godt være paranoid? Og selvom man er eksponeret, så er det ikke en modsætning til at være imponeret. Sproget moves in mysterious ways.
Sandt nok, og særligt spørgsmålet om begrundet paranoia hviler tungt over Unsane. Mere i tråd med Turells sprogkvababbelse, så ville ordspilleren i mig frygtelig gerne have fundet en undersættelse af filmtitlen at navngive indlægget med. Dit “sindsrask” må være det nærmeste 🙂
Yderst tak! 😀