Ghoul
Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.
Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.
Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.
Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.
Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.
Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).
Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.
2 kommentarer
Netflix ved jeg ikke meget om, og jeg skal derfor (også) holde mig langt væk fra at mene noget om “Ghoul”. Derimod finder jeg anledning til – med udgangspunkt i indlægget – at knytte et par kommentarer til begrebet (nej! Ikke “Netflix”! “Ghouls!!)
Selve ordet – “ghoul” – kommer af arabisk, og der er sandt for dyden et utal af stavemåder, når det skal oversættes til det latinske alfabet: guul, ghul, gûl, ghûl og – selvfølgelig – ghoul. Uanset hvordan og hvorledes, så betragtes kalorius generelt som en “ligæder”, i vestlig populærkultur. Hvilket er lige hastigt nok, idet ordet også dækker over såvel “ædedolk” som “dæmon”.
Nu er det så heller ikke så faens nemt at finde rede i før-islamiske arabiske myter og fabelfolk. Djinner (jinner) er vistnok gode nok – der står ihvertfald i Koranen, at mennesker og djinner skal vogte sig for Satan (Shaitan? – hej “Dune”), der hvisker dem løgne i ørerne. Ifrittter, derimod, skulle være nogle satans (!) bæster.
Den bedste kendte “ghoul” er muligvis Ras Al Ghul – altså ham dér, der er far til hende dèr, som Batman fik en søn med. Ikkesandt? Og nogle gange staves det “Ra’s al Ghul”, men en apostrof skal ikke komme imellem os. Ras al Ghul er “dæmonens søn”. Altså – QED – betyder “ras” “søn af”. Uden at jeg dog skal udtale mig om, hvorvidt en given “Rasmus” skulle have et gnaver-ophav. Men vi kan da ihvertfald fastslå, at Philip Jose Farmers “Ras Tyger”, betyder “Tigerens Søn”.
Det lidt underlige “y” istedet for “i”, hænger nok sammen med Farmers store kærlighed til William Blake: “Tyger, Tyger, Burning Bright, In The Middle Of The Night … ” usw (“der må jo være gået ild i tigeren”, som Steen siger). Og den øvelse har manden jo udbredt til en hel serie af gungho action og pseudofilosofisk world-building. Slet ikke kedeligt – men hvor skal vi hen, du? som Hugo sagde.
Samtidig betyder “ras” eller “ra’s” også “det bedste” som i “ras al hanout”: Det Bedste I Butikken. Iøvrigt et pragtfuldt krydderi til både lam og kylling. Men ihvertfald kan man herudaf udlede, at sønner er “de bedste” i arabisk (islamisk, hm?) terminologi.
Nåmmen, vi er slet ikke færdige.
De færreste skulle vel have glemt Nazgûl; disse Ringånder fra LOTR, disse forledte konger, henvist til Skyggernes Domæne, men stadig aktive som tøjrede køtere – og lidt til.
Den Ene Ring – altså “Ringen”, ikke? – bærer indskriften:
Ash nazg durbatulûk, ash nazg gimbatul,
ash nazg thrakatulûk agh burzum-ishi krimpatul.
Skrevet med elverskrift. Svarer lidt til at oversætte biblen til arabisk, som Søren Krarup sikkert ville mene. Hul i ham, for det interessante i denne forbindelse er, at “Nazgûl” åbenbart, i henhold til Tolkien og hans accent circumflex, skal udtales “Nask – uld”.
Tror vi på den?
Er det ikke rimeligere, at antage, at Tolkien udmærket kendte til arabisk, omend det ikke var hans kerneområde eller -interesse, således at det vi taler om er “Nas – ghuul”? Hvad er et “N” mellem venner? Er det egentlig ikke et “R”? “Ras Ghul”?
And we’re back!
Og så vil gå ind og æde et lig (pølser og spaghetti) 🙂
Du har det sorte bælte i den her slags kommentarer – det er en fornøjelse 🙂