Tarkovskij Vandringsmanden
Jeg prøvede, men jeg kom ikke igennem Tarkovskijs Vandringsmanden (Stalker). Den virkede ellers interessant, da den først var kommet i gang… men da var jeg allerede færdig.
Okay, hvad handler den om?
Vi følger en Stalker, en person der hjælper andre med at nå gennem Zonen. Det er et sted hvor en meteorit styrtede ned, men senere opdager man at det måske var rumvæsner der havde landet der. Før filmen går i gang er der en introtekst:
“‘What was it? A meteorite? A visit of inhabitants of the cosmic abyss? One way or another, our small country has seen the birth of a miracle – the Zone. We immediately sent troops there. They haven’t come back. Then we surrounded the Zone with police cordons… Perhaps, that was the right thing to do. Though, I don’t know…’ From an interview with Nobel Prize winner, Professor Wallace.“
Det siges at man vil få opfyldt sit inderste ønske, hvis man når gennem Zonen og frem til Rummet. Men vejen er ikke nem, den er fyldt med sære og mærkelige farer og prøvelser.
Stalkeren følger Forfatteren og Professoren gennem zonen. Og så sker der ting, sikkert vilde og fede filosofiske ting, men dertil nåede jeg aldrig.
Den første halve time er filmet i sort/hvid med en dosis sepia ovenpå. Alt er trist og brunt. Langsomme dvælende billeder. Triste deprimerede mennesker. Byer i forfald. Først da de kommer ind i zonen, kommer der farver på.
Der er i alt 142 klipninger i en film på 182 minutter. Sammenlignet med de 63 klipninger, der foregår i et minuts kampscene i The Bourne Identity, så er det en ret langsom film. Men flot er den, når den går over til farve.
Den er bygget over romanen En picnic i vejkanten af brødrene Arkady og Boris Strugatskij. Det er en kort roman, små halvandet hundrede sider. Den har jeg ikke læst. (Det her er den bedste anmeldelse nogensinde – jeg har hverken læst bogen eller set filmen… måske hvis der kom en tegneserieudgave eller hvis Michael Bay lavede en udgave?)
Da de optog filmen, var en af deres locations på Jägala floden i Estland. Længere op af floden lå den Sovjetiske udgave af Cheminova og Kommunekemi. De brugte floden som en god måde at skaffe sig af med bøvlede kemikalier. Flere af film crewet fik udslet på huden og senere døde både Andrei og Larissa Tarkovskij, og skuespilleren Anatoly Solonitsyn. Alle af samme type cancer. Det er jo svært direkte at pege fingre, men mon ikke fabrikkens svineri havde noget med det at gøre.
Det er lidt som John Wayne filmen The Conqueror, hvor de filmede 220 km downwind fra et atombombe testområde i Utah. Der havde man få år tidligere affyret 11 a-våben. Af 220 medlemmer af filmcrewet udviklede 91 cancer og 46 døde senere af det, inklusiv John Wayne. Dog skal det siges at alle mennesker i halvtredserne kæderøg bigtime, så det har nok også haft en effekt.
Det er ikke første gang jeg har forsøgt mig med en Tarkovskij film. Jeg forsøgte mig en gang med Solaris – men den var uigennemtrængelig. Om muligt endnu mere langsom end Vandringsmanden. Jeg fik set George Clooney udgaven, og den var okay. Og en time kortere. Stanislav Lem havde dog dette at sige om den:
…to my best knowledge, the book was not dedicated to erotic problems of people in outer space… As Solaris’ author I shall allow myself to repeat that I only wanted to create a vision of a human encounter with something that certainly exists, in a mighty manner perhaps, but cannot be reduced to human concepts, ideas or images. This is why the book was entitled “Solaris” and not “Love in Outer Space”
2 kommentarer
Åhja, også jeg forsøgte mig engang med Solaris – men efter en times tid med talende hoveder måtte jeg også give fortabt. Jeg tror bare, jeg lader Stalker blive i kassen “jeg har set nogle superlækre billeder fra den her” (og så streger den del, hvor der plejede at stå “måske skulle jeg få den set”) 🙂
Til gengæld læste jeg vist romanen som knejt. Men det var vist med forventningen om coole videnskabsfolk, som lagde arm med det ukendte og brugte deres mægtige hjerner som løftestang. Det var ikke, hvad unge Janus fik, så den er stort set også gået i glemmebogen.
Mit akademisk tunede intellekt kan ikke acceptere en så eklatant “synsning”, på baggrund af en primærkilde, der er mangelfuldt belyst (idet filmen ikke er blevet set) og absolut mangler sekundær-kilder, udover klummeskriveren selv.
Mit hjerte banker til gengæld for mennesker, der siger at “den slags har jeg sgu’ ikke tid til, og iøvrigt keder det mig ud af måsen”.
Nu er Tarkovskij jo heller ikke ligefrem en kælegris (og har man iøvrigt bemærket, hvor meget han ligner Lars Trier i sit output?) Og jeg mener sådan set ikke, at han har filmatiseret hverken “Solaris” eller “Roadside picnic”. Men jeg påstå, at “Stalker” er et billeddigt over nogle stemninger, der har været inspireret af “Roadside”. Og med Janus vil jeg så også sige, at præmissen for “Roadside” eddermame er god. Strugatskijerne forløser den ikke, fordi deres dagsorden – muligvis -var en anden.
Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt “Solaris” i det hele taget kan filmatiseres. Jeg holder umanerlig meget af romanens borgeske ekskursioner ind i “solaristikkens” annaler, der så spiller kontrapunktisk på et kærlighedsforhold, der forlængst er forbi, samt det evige spørgsmål om “den anden” og hvordan vi når hinanden.
Og dér sér jeg sådan set hverken Tarkovskijs eller Clooney-klonen befinde sig.
Anyways: – nogen bør skrive “Roadside picnic” ….. igen!