Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.