Head On
Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.
“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”
Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.
Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.
Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.
Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.
Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.
“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.
2 kommentarer
En hurtig gang googling på “crime in science fiction” giver 100 millioner milliarder hits på 0,2 sekund (eller noget i den omegn). Problemet er netop, om det postulerede novum har nogen som helst indflydelse på det kriminalistiske. Og der kniber det ofte – for slet ikke at tale om, i hvor høj grad det kriminelle element nærmest er scenariet, og hér tænker jeg først og fremmest på ret meget af den såkaldte “cyber-punk”, i hvilket der så udspiller sig en ret ordinær forfølgelseshistorie med indlagt romantik/erotik.
I klassiker-afdelingen har vi dog nogle ret så komplekse SF-krimier, der tager konsekvensen af novum’et, således at pågældende forbrydelse ikke ville kunne “omplantes” til et andet miljø.
Up front and in yer face er der selvfølgelig Asimovs “The caves of steel” og “The naked sun” (the naked son?), med makkerparret ‘Lije Bailey og R. Daneel Olivaw (“R”‘et definerer “ham”). De to optræder også i den langt senere “the robots of dawn”, men da den er et led i Asimovs håbløse forsøg på at samkøre alle robot-historierne med Foundation-cyklussen, forbliver den ret kedelig.
Dernæst er der Besters “The demolished man”. Den kunne ihvertfald IKKE foregå i noget andet miljø, end det fremskrevne, idet en stor del af forbrydelses- og opklarings-forløbet hænger sammen med telepati (telepatiske strømere – fy for den lede!). Så er der Harrisons “Make room, make room” (meget dårligt filmatiseret som “Soylent Green”), hvor opklaringen af et mord i en overbefolket verden viser sig at være ….. hm! “værdi-baseret”.
“Dagen før evigheden” af Keith Laumer tager forskud på Nivens “organ-leggers”, og så er vi ovre i hans Known Space og Gil The Arm Hamilton. Der er krimi-elementer i den suite, men ikke så meget så det gør noget.
Et lille kuriosum fra cirka samme “epoke” er Mack Reynolds’ “Forbryder i Utopia”. Den VAR science fiction, da den blev skrevet. Den ER i allerhøjeste grad virkelighed nu!
Så er der Richard Harris’ “Fatherland” (glimrende filmatiseret med Rutger Hauer), om et mord i Det Tredje Rige anno 1964 (sic), og i samme “alternate world”-kategori er der “The Yiddish Policemens’ Union” af Michael Chabon, der foregår i den jødiske stat Alaska!
Og så er der – ikke at forglemme – Pär Wallööhs “Stålspringet”; konspirations-dystopi med indlagt mordgåde. Modsat Wallööhs harcelerende “info-dumps” spækket med samfundskritik, sådan som det kendes fra hans og fruens serie “Roman om en forbrydelse”, er “Stålspringet” en ret afdæmpet historie om noget ganske uhyrligt.
Så er der nogen der siger, at al SF er krimi, fordi det drejer sig om at løse en gåde. Det er simpelthen noget vrøvl, på linie med al al skønlitteratur skulle være SF, fordi handlingen udspiller sig i en tænkt verden. Mere interessant er det måske at se på, hvordan “kagen skæres”, når det gælder genre-definitioner: – er det SF bare fordi mordvåbnet er “eksotisk”? Er det krimi bare fordi der bliver begået et (eller flere) mord? “Military SF” – den er sgu nem at definere, men hvordan går det så med “Crime SF”? Den må jeg lige tænke over……
Og så er jeg godt klar over, at der ikke var lagt op til listemageri og “har du nogle gode forslag?” Men det var bare for svært at lade være 🙂
Jeg tænkte det nok. Der eksisterer allerede en liste.
Detective Science Fiction