Slam Science Fiction
Standard E slam science fiction
Ivan Pritchard er en down-on-his-luck computerprogramør, der har været nødt til at blive astroide minearbejder for at få pengene til at strække. Rumskibet The Mad Astra, et rumskib fyldt med generiske astroide minearbejdere, endelig finder “the big one”, asteoriden fyldt med metaler, guld, sølv og plutonium nok til at gøre alle milliadære. Uheldigvis finder de også en lille måne omkring den store asteoride, som de lige skal kigge på, og her bliver Ivan inficeret med nanorobotter! Det var en millionår gammel fælde, han kom til at vække til live og nu begynder historien på et voldsomt dyk ned af spændingskurven.
Ivan bliver langsomt konverteret fra menneske til metalmenneske, og vi følger de forskellige undersøgelser som bureaukratiske CDCagtige folk udsætter ham for. Senere hen kommer militæret forbi og sidder og gnækker ondskabsfuldt, og lægger nederdrægtige planer om at stoppe det potentiale grey goo scenarie og truslen mod menneskeheden.
Jeg havde satset på at det var en god omgang sjov slam science fiction, men det viste sig bare at være en kedelig omgang tristesse. Ideen var nogenlunde sjov, men udførslen var slet ikke i skabet. Forfatteren skal hele tiden komme med åndsvage popculture referencer og det virker 1000 træls. Der er adskillige Marvel superhelte referencer, et par fra 2001 og så har han en enormt irriterende tendens med at skulle forflade alting. Ingenting kan tages alvorligt. Hvis der er en truende AI maskine, som har muligheden for at udslette menneskeheden, hvis den synes det ville være en god ide… så skal den jo selvfølgelig kaldes for Ralph…
Jeg fik læst den færdig, men jeg kommer bestemt ikke til at genlæse den igen. Måske, måske hvis jeg bliver standet på en øde ø, og jeg ikke har andet – så vil jeg kalde den for Wilson og bruge den som hat.
Jeg havde ikke luret at det var Bobiverse forfatteren, der havde skrevet den her. Havde jeg, så ville jeg nok være gået forbi den. Jeg var ikke så vild med dem.
Dennis E. Taylor
6 kommentarer
Military SF er som russisk roulette. Og ofte er det – under alle omstændigheder – som at skyde sig selv i foden … så meget mere som, at det (krafthelvede) altid er serier, så for at få noget ud af det – en opklaring, f.eks – er man tvangsindlagt til flere hyperdrives gennem flere ormehuller, forcefields up and nano-guns a-blazing. Og det blir sgu lidt ferskt, efterhånden.
Jeg – som i “mig”, “migselv” og “ego” – kan faktisk kun komme i tanke(r) om yderst få M-SF, der var/er værd at smække de optik-sensoriske akkomodationer i.
Og det er noget gammelt lort, altsammen. Here goes:
Joe Haldeman: The Forever War
David Feintuch: Midshipmans Hope/The Seaforth Saga
Niven og Pournelle: The Mote In God’s Eye
Gordon R. Dickson: Soldier, Ask Not (The Dorsai saga)
Harry Harrison: Bill, the galactic hero (jo, den er, omend den gør grin mæ’et især nedenstående)
Og så selvfølgelig Heinleins “Starship Troopers”, fordi den er så øretæveindbydende.
Endeligt – og selvfølgeligt – er der: Consider Phlebas, samt Use Of Weapons. Og så vil jeg da også godt slå et slag for Bujolds Vorkosian-saga, fordi den lidt ligner Andersons Flandry-suite.
Resten – godmorgen, du blanke ….
Det værste er, jeg kan godt lide genren. Jeg synes det er vældigt afslappende med barske mænd og kvinder, der battler skumle aliens og what not… men hold nu op, hvor er der meget crap imellem.
Jeg har luret lidt om jeg skulle forsøge at genlæse The Neutronium Alchemist… men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør…
På betingelse af, at du har læst The Reality Dysfunction, så måske …. – men bagefter er du også nødt til at læse The Naked God. OG på den anden side af de tre tusinde sider …. – altså, man er In For A Ride (et meget langt og omstændeligt ridt), men der kommer sgu ikke rigtigt noget ud af det (the answer is blowing in the wind (Dylan) og På Glemslens Hav Findes Ingen Løsninger Gemt (Tom Lundén)) Må jeg istedet anbefale Frederik Pohls “Heechee”-saga? Det er ikke M-SF, men den kommer rundt om samme tema som Night’s Dawn på en mere fiks facon.
Ah ja, det er Reality Dysfunction der er den første. Jeg har ikke læst serien siden way back when, og jeg husker egentlig at den starter ret fint. Men slutningen og forklaringen på det hele er noget sært crap.
Ja, jepper & yessir! Og det blir ikke bedre. Spørgsmålene bliver større og større, de postulerede vistaer og udsyn bliver grandiose, universer står på spring til at (gen)indtage tidligere positioner – hvilket altsammen køres af i info-dumps (infor-dumbs), mens handlingen drejer sig om ret ordinære interpersonelle relationer og konflikter.
Jeg er ikke sikker på, at Hamilton har helt styr på, hvad det er for historie han vil fortælle – eller om han kan. Der loves “sense-of-wonder” – det ender med “wonder if this makes sense!”
Jeg kunne egentlig godt lide hans Bobiverse-bøger, men det var nok, fordi de ikke rigtig prøvede at være mere, end de var. “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var et levende superrumskib i fremtiden? Jeg ville være som en super-techno-Jens Lyn!” Gary Stu, Spaceship – men på den selvbevidste måde.
For nylig læste jeg Embers af War af Powell, og den faldt nok lidt i samme fælde – kunne godt være spas, men ville så gerne være Alastair Reynolds. Og det var den bare ikke.