Kunne også kaldes “Flaskepost Fra Rummet”, idet det – indledningsvist – “rinder mig i hu”, at romanen “Abernes Planet” (Pierre Boulle, 1963 (le singe est sur le planete, som Eddie Izzard ville have sagt)) starter med, at en ungt par, der er på bryllupsrejse i det ydre rum, finder en flaskepost, der så indeholder fortællingen. Pointen er forsøgt genskabt i diverse filmatiseringer, men når ikke rigtigt det satiriske niveau, der bringer “La Planetes Des Singes” i familiær nærhed af “Niels Klims Underjordiske Rejse”, “Gullivers Rejser” og/eller rabelaiske falbelader. Men det er heller ikke dét, det skal handle.

“Næste gang du kigger på fuldmånen,” begynder Arthur C. Clarke sin novelle “The Sentinel” (“Skildvagten” – 1953) “- så kan du lokalisere Mare Crisium omkring klokken 2 på måneskiven” (frit efter hukommelsen). For det er nemlig dér, vor hovedperson opdager en pyramide af absolut extra-solar oprindelse, som – ved berøring – straks hyler et “advarselssignal” langt ud i det interstellare rum. Og så har vi balladen!

Denne novelle, og jeg ved I ved det, og jeg ved at I ved at jeg ved det, men det skal jo siges, er udgangspunktet for Clarkes og Kubricks “2001; aso” (Men iøvrigt findes der en meget skæg tegneserie af Alfonso Font, der hedder “C&K” – med vilje). Og vi skal hér blot konstatere, at både “pyramide” og “Monolit” (“TMA-1”) er såkaldte “Bracewell Probes”.

En Bracewell Probe (BP – ikke british petrol!) er en (hypotetisk) ubemandet sonde, som væsener på andre kloder (herefter forkortet til “ET”) har sendt ud i det interstellare rum, for at skabe kontakt med andre intelligensvæsener i andre solsystemer. En BP er stort set en robot-sonde, og egentlig ikke så forfærdelig anderledes end de der Voyager-sonder, som de der NASA sendte op i 19#¤% – eller hvornår det nu var. For målet er “contact”. Formålet er kontakt – med ET.

SETI-programmet(projektet) har kørt i mange år, men fordi resultaterne er udeblevet (bortset fra et enkelt “Wow”-signal, og en mærkværdighed som LDE – long delayed echo), pønsker diverse involverede kapitalinteresser (også kaldet “investorer”) på at nedlægge foretagendet, udfra det markedsøkonomiske ræssonement, at det ikke kan betale sig. Det kan grundforskning generelt ikke – cost/benefit-analyser (“hwa svarre sej?”) duer ikke rigtigt i den sammenhæng, for så skal man på forhånd kende svaret på det spørgsmål man ikke kender. Men vi kan selvfølgelig også bare lade være med at stille spørgsmål – eller hvad med at forbyde tænkning? Så sku den bare være hjemme, ikkesandt!

I en video på YouTube, kommer forfatteren John Michael Godier “ind omkring” hvilke signaler, eller “budskaber”, vi måske ikke helt har lyst til at få fra ET. Han starter med meddelelser som “Skrid”, “Pas Jer Selv”, “Vi Er Allerede Døde”. Men finder at budskaber som “Overgiv Jer” eller “Vi Er På Vej” kunne virke faretruende. Hvilket altsammen er yderst tentativt, idet vi – os – hér på Jorden – ikke har modtaget et eneste budskab. Endvidere er jeg, andetsteds, stødt på en lidt mere frygtindgydende udgave af “first response”: – Stille! De kan høre jer!

Tager man i betragtning hvilken omfattende teknologisk udvikling der skal til, før en given ET (med samt “osselv”) skulle blive istand til, at give sig i kast med udsending af signaler eller sonder, så finder jeg det svært at tro på en barbarisk eller xenofobisk motivation. Men okay – heller ikke alle danske politikere er for børn. Til gengæld ved de ikke meget om det ydre rum. Så inden jeg kommer for godt igang med det pjat, tilbage til “kontakt”.

Fred Hoyle, som også skrev “The Black Cloud”, udgav i 1962 romanen “A for Andromeda”. Kort fortalt handler denne om et signal fra rummet, der angiver vejledningen for en “datamat”, der skal kobles op på styringen af et “næringskar”, med det formål, at skabe en “ambassadør” for de ET, der har sendt signalet. Et vist ekko er skabelsen af Leelo i “The Fifth Element”. Og et langt højere associations-hyl vil være til Carl Sagans “Contact” (1985), hvor ET_signalet angiver, hordan “vi” skal bygge et “rumskib” så vi kan komme i kontakt med “dem” (nu er jeg ikke den store Jodie Foster-fan, men jeg er blevet belært om, at filmatiseringen fra 1997 skulle være god).

Egentlig synes jeg romanerne er sådan “meget gode”, men jeg kunne godt tænke mig at se fortællingen “fra den anden ende”. Prøv at overvej etikken i, at sende besked – ud i det blå – om hvordan man/nogen/ET skaber et menneske i et (Frankenstein)-“badebassin”? Prøv at tænk på hovskisnovski-modussen i at et sende et signal ud, der skal fortælle ET hvordan de skal bygge deres rumraket! Må vi være her.

Men tilbage til emnet. Bracewell Probes. Ovenstående billede er et foto af den såkaldte “Sorte Ridder” – et fotografi taget af en eller anden på en eller anden apollo-mission. Og angiveligt skulle det være et foto af en ET-sonde – en BP – der er i kredsløb om Jorden, hvilket er en rigtig god historie, der ligger lige til højre ben i enhver konspirationsteori-elskers højre kørebane. “De er her, allerede” – o fryd, o frydefuld rædsel!

Og den indfaldsvinkel var “Henri Vernes” ikke sen til at tiltræde ifht endnu en historie om super-action-helten Bob Morane, der ligger i feltet James Bond, Doc Savage samt diverse Tarzan-kloner i Edgar Burroughses hele – hrm – ouevre. Og jeg skylder måske lige en lænke; kommer hér:

Bogbekendtkaber: Tom Kristensen

Men for nu lige at vende tilbage til Clarke, så er én ting at påstå at “pyramiden” i “The Sentinel” (faktisk: “The Sentinel Of Eternity) samt Monolitten i “2001” skulle være BP’ere, så er “The Starglider” fra “The Fountains Of Paradise”, ubetviveligt en sådan. Men samtidig tyder meget på, at Monolitten også er en von Neumann-maskine, id est: – den kan reproducere sig selv (se “2010”), og – ovenikøbet – terra-forme Europa (månen, mand, ikke landområdet!). Og jeg vil også påstå, at Rama (“Rendezvous With Rama”) er en BP med intern “von Neumann-maskine”. Lad os lige tage den:

I løbet af denne ret korte fortælling, støder Endeavours besætning på skabelsen af vedligeholdelsesrobotter – bioter – mens de spekulerer over, hvad søren der kan være formålet med den “kemiske fabrik” de har døbt “New York”. Tilfældigvis (romanen er fuld af den slags), fremkommer “dyrepasseren”, hvis opgave det er at passe de super-chimpanser, der er en del af besætningen (mind you: Abernes Planet), med den påstand, at “New York” er en “fabrik” til fremstilling af “ramanere”. Javel ja: – hej “A for Andromeda”!

Novellen “Specialist” af Robert Sheckley (samlingen “Untouched By Human Hands”) drejer sig nok ikke helt om hverken en von Neumann-maskine eller en BP, men den er værd at nævne, fordi dens forudsætning er et nært samarbejde mellem mange slags ET(ere). Og jeg skrider lige til et kort resumé, man selvfølgelig skal springe over, dersom man ikke har, men ønsker at, læse novellen – hvilket kan anbefales.

Et stjerneskib bestående af motor, vægge, kok, øje m.fl. kommer ind i “foton-storm”, der slår deres “Pusher” (“bevæger”) ihjel. Alle stjerneskibets komponenter er ETere, og nu må de finde en planet med “pushere” (jaja, skidesjovt, men det er ikke det der menes, velda!). Og det viser sig så at mennesker, uden selv at vide det, er “pushere” (jvnf. Larry Niven “Protector”).

I en hvis forstand (!) er det også min entydige overbevisning, at samtlige af Iain Bankses superrumskibe, orbitaler og worlds kan betragtes som BPere, al den stund at de bl.a. er motiverede til at udforske (og så indkalde Special Circumstances, når bølgerne går højere end stævnen), og i et vist omfang også von Neumann-aggregater, kva deres ressourcer. At de så også har deres egne agendaer – som det jo hedder på smukt nudansk – peger muligvis tilbage til Poul Andersons (jeg har sagt det før; jeg siger det igen) novelle “Epilogue”, ifht en “oprindelseshistorie”.

Skidt med det. Videre med BP.

Fred Saberhagens saga om “The Berserkers” er eksempel på et mere mistroisk, xenofobisk syn på BP. Vi taler om stjernefarende dræberrobotter, der stadig fungerer, lang tid efter en millionår gammel krig er endt, med det ene formål at udradere alt liv. Et godt udgangspunkt for slag i bolledejen. Og jeg kan fornemme – og måske er jeg alene om det – at Frederik Pohl i sin “Heechee”-saga tværede “The Berserkers” ud, ved at fremstille “The Asassins” som en maskin-intelligens, der bare ikke forstod noget om biologisk liv. Hvilket man så – efter lyst, evne eller tilskyndelse – kan projicere sit eventuelle ækvivokke perspektiv over på “Matrix”-serien.

Endeligt er der de tilfælde af BP’ere, som jeg – personligt – holder allermest af. De uforståelige. Og det gør jeg af to årsager. For det første er det ret sikkert, at en eventuel kontakt til/med ET eller BP ikke er genkendelig ud fra en “menneskelig” standard. Jeg mener: – vi ved at delfiner er ret proffe i arenaen for cerebral performance. Men har vi nogen kontaktflade dér (udover Waterworld-Shows)? Vi ved ikke engang om de ved, at vi også har noget duelort at rykke rundt med. Og det er her på Jorden – fail 404!

For det andet kan jeg kun være begejstret for forfattere, der virkeligt gider og har evnen til at forestille sig det ufattelige, og give os andre – læserne – et lille spark i forstanden, selvom det hele står uklart (jaja, udenfor tematikken: “Solaris”, Lem). Så hvor finder jeg så BP’ere i litteraturen?

Jeg er ikke så helvedes sikker på, at jeg vil anbefale “Against Infinity”, men jeg præsenterer den hér, fordi den beskriver et artifakt – The Aleph – en “maskine”, der fiser rundt på Ganymedes og helt klart er af “anden etnisk afstamning end jordisk”, samt opfører sig besynderligt – for slet ikke at tale om, hvad den indeholder (det er lidt sjovt at den, gennem hukommelsens tågede nefa-lygte-skær, associerer til “Mythago Wood” – det må jeg nok snakke med en doktor om).

Vi vil derfor kigge på to eksempler på noget der måske, måske ikke, kunne være repræsentanter for BP’ere, der ligger hinsides vores erkendelseshorisont.

“Rogue Moon” handler om en bygning/maskine/labyrint, som man har fundet på Månen (Monolitten fra 2001 foldet ud?), der helt klart er plantet/konstrueret/bygget af ET’ere. Og dens funktion er, tilsyneladende, at slå enhver indtrænger ihjel. På et andet plan handler romanen om dybdepsykologi (Freud, Jung, Reich), og lad det være sagt med det samme: – ingen forklaring, men en god tur.

Den anden, helt hysterisk mærkelige, hvor jeg slet ikke vil lægge hovedet på bloggen, og påstå at der er tale om en BP, er “Roadside Picnic” af brødrene Strugatskij. Og heller ikke hér er der nogen forklaring, kun beskrivelse af fakta og fænomener. Det er som det er. Dit “hvorfor?” er lisså godt som videnskabens “hvordan?”

Jeg vil ønske, at jeg lever den dag vi får den kontakt. Jeg er realist nok til at indse, at prognoserne ikke er for gode. Men ikke desto mindre ved jeg (fordi jeg tror det og ønsker det), at ET og muligvis deres BP er derude – et sted.

Indtil det bliver en realitet må vi fabulere om det totalt fremmede og vsåledes gøre os bedre rustede til at møde det. Når vi gør. Derfor Science Fiction – hiphip ….