Søren Staal Balslev: Jeg havde en ubændig trang til at gøre undergangen lokal og genkendelig

Søren Staal Balslev: Jeg havde en ubændig trang til at gøre undergangen lokal og genkendelig

Søren Staal Balslev har en ph. d. i moderne amerikansk litteratur og en forkærlighed for undergangen. Den kombination er blevet til jobs som underviser RUC, CBS og KUA og som anmelder på bl.a. Weekendavisen. For tiden kan man møde ham bl.a. på Heartbeats.

Senest er tingene gået op i en højere enhed, da Staal Balslev romandebuterede med “De rensede”, hvor han præsenterer os for verdens undergang med København som bagtæppe:

Verden er gået under, og samfundet, som vi kender det, findes ligesom ikke længere. Så godt som hele menneskeheden er udryddet i en global sygdomsepidemi, og nu står der kun enkelte individer og spredte grupper af mennesker tilbage i ruinerne. Midt i det hele, i en forladt lejlighed i Nordvest i København, sidder en lille familie og forsøger at holde sammen på stumperne af det liv, der var engang. For selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.

Søren Staal Balslev

Kan du starte med et præsentere De rensede? Hvilken oplevelse håber du på, at læseren sidder tilbage med efter endt læsning?

De Rensede er en science fiction dystopi, som er henlagt til den nære fremtid. Verden er, som det sig hør og bør, gået under som følge en en global sygdom og ligger derfor øde hen. Romanen følger en lille familie, som med nød og næppe klarede skærene, og som prøver at navigere rundt i vores forladte hovedstad. Med henblik på oplevelse så håbede jeg primært på én ting, nemlig at læseren ville blive transporteret sanseligt, æstetisk og emotionelt til denne udgave af København.

Kan du fortælle lidt om undfangelsen af bogen – hvor startede den?

Den startede vel i bund og grund i min barndom. Som barn boede jeg på en lille gård på Tåsinge i det sydfynske øhav, og der var en enorm mark, som var fuldstændig blottet for liv om efteråret og vinteren. Himmelrummet væltede ind over mig og efterlod et uudsletteligt indtryk. Læg så dertil at der forenden af vores lille vej lå en forladt fabrik med store og faldefærdige bygninger. Det var selvfølgelig ikke undfangelsen af bogen som sådan, men snarere forfaldsfortællingen i mit hoved, som så endelig fik lov til at folde sig ud med De rensede.

Hvad er det, der er så fascinerende ved verdens undergang?

Det er menneskets forgængelighed, som kommer i spil. Ligesom zombiegenren udmærker sig ved at fokusere på menneskets biologiske forfængelighed, altså det triste faktum at vi skal dø, fokuserer undergangsgenren på et mere overordnet niveau på artens forgængelighed. Ikke nok med at jeg, du og alle vores kære skal dø – vores samfund kommer også til at gå under, vores land, vores kultur og endelig vores art. Genren giver læseren mulighed for, om ikke andet så bare midlertidigt, at være i det uendelige refleksionsrum, den muliggør en flygtig oplevelse af forgængeligheden og evigheden.

De rensede foregår så meget i København, at jeg tænker, man kan følge den på et kort. Har du gjort dig nogle tanker om at det at skrive dansk i en genre, der gerne er amerikansk bombastisk?

Ja, for mit vedkommende havde jeg en ubændig trang til at gøre undergangen lokal og genkendelig. Problemet med de amerikanske blockbusterproduktioner er i sagens natur, at de ofte savner lokaliteter, som almindelige middelklasseborgere opflaskede i den skandinaviske kultur kan forholde sig naturligt til. Den mere eller mindre permanente underbelysning åbner op for nogle sanserum, som sjældent får lov til at folde sig i dansk litteratur.

Apropos genre, som jo godt kan være et fyord – hvordan har du det med det? Er genrebetegnelse noget, der skal undgås, eller noget, der kan udnyttes som forfatter?

Jeg synes personligt, at det er kosteligt er arbejde med en specifik genre. Den lever og ånder jo, den har udviklet sig gennem århundreder til at blive dette eller hint. I det her tilfælde har genren det med at være ganske restriktiv, men der kan være en enorm udfordring i at bevæge sig i et regel- eller konventionsbåret rum og så alligevel at gå efter at skabe regulært levende mennesker af kød og blod. Rammer behøver ikke invalidere, de kan lige så godt befri og være fødselshjælpere til storslåede ting, som rammer mennesker i mellemgulvet.

Du har arbejdet som anmelder – hvordan er det at skifte til den modsatte side af feltet, om man så må sige?

Det er godt nok en spøjs oplevelse. Den største fordel er velsagtens, at jeg jo ved hvordan anmeldere tænker, og hvorfor de gør, som de gør. Nogle anmeldere er hardcore normative, andre elitære, andre åbne og hjertelige, men grundlæggende er der jo kun én ting, man kan kvittere med som forfatter, når man bliver anmeldt, uanset hvordan ens bog modtages, nemlig taknemmelighed over at blive læst, over at få chancen, over at blive taget tilstrækkeligt alvorligt. Det nøjagtigt samme princip gør sig gældende over for læserne. Kan godt være, at man i bund og skriver for sig selv, men værket lever i samspillet med læserne.

Hvilke bøger har haft betydning for dig som forfatter?

The Dark Tower-serien, The Lord of the Rings-trilogien, Dune-serien og Tripods-trilogien. Og nå ja, det er svært ikke at nævne Colson Whitehead med hans mesterlige zombieroman Zone One.

Nu er De rensede ude i verden – arbejder du på noget nyt, og er det noget, du kan fortælle om?

Jeg er pt. i gang med at skrive min anden roman. Den hedder Daggry, er henlagt til vores nutid og virkelighed, og handler om en midaldrende middelklasseborger ligesom mig selv, bare en af slagsen som har fået nok af det sekulære meningsfravær – og det med ganske fatale konsekvenser.

Hvis man har læst De rensede og gerne vil have mere med samme smag – hvilke bøger ville du så anbefale til folk?

Det er faktisk et vildt svært spørgsmål, simpelthen fordi jeg ikke på stående fod kan komme på mange romaner, som kombinerer intim og grumset emotionel realisme med undergangsro. Måske ville jeg anbefale Stephen Kings The Stand fra 1978. Den findes i en vellykket, opdateret og uforkortet udgave fra 1990 på 1152 sider. Hvis man er sulten efter sygdomselendighed og mennesker af kød og blod, bare med en eskatologisk overbygning, så er det en oplagt vej at gå. Og nå ja, så er det også blot den bedste sygdomsundergangsroman nogensinde skabt.

Og som en afslutning: hvad er den sidste rigtig gode læseoplevelse, du har haft?

The Stand. Undskyld, men jeg læser ofte de samme bøger igen og igen og igen.

Links

Søren Staal Balslev: Hjemmeside, Facebook, Twitter, Instagram

De rensede: Weekendavisen, Bogblogger, Troldspejlets podcast, Superkultur

1
Episode 63 – Ding Dong og Tid Filmappetizer: What Ever Happened to Baby Jane

1 kommentar

Det lyder lidt somom den lidt ligner Niels E Nielsens “Narrens Drøm”. Må hellere få den læst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.