For nu at berolige: -nej! Ikke 10.101.113: ti millioner et hundrede og et tusinde et-hundrede og tretten digte – hvilket ville have været fint. Blot 177. Men: Ecce CLXXVII!

Nu var jeg jo så svineheldig, at jeg vandt haiku-konkurrencen, udskrevet i Superkulturs podcast ep. PI – hvilket førte til, at der “just præcis” i morges, dumpede 3 + 1 bøger ind på herværende matrikel. Le prämje! (+1 kommer vi tilbage til, ligesom det – idag/hér/nu – kun skal dreje sig om 1 af 3)

Idet “undervisningen” (med tryk på “under”) på mit højelegante studie var så komplet intetsigende, kunne jeg lisså godt få læst noget haiku, mens “under”viseren gaflede derudaf om de betydningsbærende lag i Stefan Hermanns tilgang til nordiske myter (det kan vi også komme tilbage til – en anden gang – måske ….!)

Så jeg greb, med andre ord, samt højre hånds pege- & tommelfinger, Janus Andersens SCIFI HAIKU OMNIBUS, og gik til vaflerne.

So yes so! Vi har hér at gøre med 177 haiku, der alle har affinitet, konnotation til det sciencefictionelle. 174 direkte – 3 så at sige omsiggribende ifht udgivelsen – in lieu of forord og efterskrift (for slet ikke at talwe om “kildehenvisninger”, gorbleyme!)

Hele haiku-kredsen, det samlende fokal-punkt for bogen (nåja, så pamfletten), er Science Fiction – allerede dér er vi glade! Det kan være direkte henvisninger, ruminationer over, eller allegorier til specifikke romaner/noveller, troper generelt eller genre-relaterede idiomer. Alt i knivskarp form.

Lad os lige definere det “knivskarpe” for “all ye of little faith” – eller bare almindelig uvidenhed: Et haiku (evt.: et haiku-digt, for de der kommer friske ind i feltet uden forhåndsviden eller fordomme) består af 17 stavelser! No more, no less (two pounds of flesh!). De sytten stavelser er endvidere delt på tre linier af 5, 7 & 5 stavelser. Sepukku-skarpt 🙂

Do or die! Du kan ikke bøje reglerne. Det er sådan det er – make it! Don’t fake it!

Til sagen: – Digteren, lyrikeren, bibliotekaren
ヤヌス・アンデルセン har kompendieret 174 haiku, der alle er scifi-relaterede. I forhold til traditionen og de strengt formelle krav, er de alle at sammenligne med skarpt slebne diamanter.

Indholdsmæssigt veksler de mellem, hvad man måske lidt frækt kunne kalde “gåder” eller “dulgte henvisninger” eller “referencer til temaer eller troper”. Og på den måde forholder de sig til deres eget prædikat “science fiktion haiku”.

Endvidere kan de, hver især, læses for deres eget indre udsagns kort-form (“skønhed” er ikke nødvendigvis et krav til digte, mens korrekt komposition måske nok er, men den slags formalia er vi jo ude over qua “formen”). Men de kan også berige med genkendelsens glæde. Det er sådan noget denne signatur (vi er i anmelder-mode, slap lige af!) godt kan lide. Det henvisende – den indlagte “try to remember”. Og så formår den enkelte haiku alligevel at gøre det med et lille vrid (“with a twist – I twist it, myself”). Genkendelse, javist, men med et “punch” fremad. Virkelig stærkt gjort i en så formel, begrænset og skarp form. Der skal tænkes godt og grundigt, hvis man vil gøre nummeret efter (take it from me!)

Nu er jeg jo udmærket klar over, at dette kunne ligne internt rygklapperi, krydsbestøvning eller nepotistisk invitation til gensidig sympati. Men vi er jo kun “os”, lige hér, lige nu. Det må godt være 🙂

Så altså en klar opfordring til alle: – køb, lån, stjæl Janus Andersens “Scifi Haiku Omnibus”; 2019, SUPERKULTUR

One down – Three to go! Horror in haiku coming! Da jeg var ung -ja!