Hvordan er Krampus blevet en populærkulturel trope?
Det skal måske lige indskydes, at “troper” kan overskride grænsen til “floskel-territoriet”, men ikke nødvendigvis høre til det, eller i sig selv er det.

Jeg tror, at Krampus’ intro til PK, hænger sammen med et behov for, at introducere noget nyt – bare et eller andet! Der er jo lavet en guds velsignelse af “Julemandsfilm” gennem det. 20. århundrede. Men så kom Gremlins II, der låner fra folkloren, hvor en “gremlin” er en slags “nisse”, ikke bundet til et et sted (genus loci), men til kompleks mekanik (genus mobile/mechani?), “opfundet” under 2. verdenskrig af piloter og flymekanikere, som forklaring på “malfunctions” – lidt ligesom byggemand bob: ” Bob han bygger, til lortet går i stykker”.

Gad vide om gremlins og “foo-fighters” har noget med hinanden at gøre? Og er vi således ovre i UFO-land – og har det noget at gøre med Frank Herberts “The Heaven Makers”? So many questions – so little time …

“Hvordan topper man nu den?” – spørger filmproducenter og manus-forfattere filosofisk sig selv.
Nåja! “The Grinch”( med en neurotisk overgearet Jim Carrey i rollen som noget der skal forestille at være interessant)! En figur der – angiveligt – skulle være “undfanget” af “Dr. Seuss” (hyggelig uhygge for børn). Men jeg mener – uden at kunne huske det helt præcist – at “grinchen” faktisk er en “juledjævel” fra Alpeområdet: – Schweiz, Tyrol, Østrig … noget!

“Nej! Nu skal det ikke være så uhyggeligt, heller!” siger andre. – Lad os nu få noget spas! Og de introducerer (gud bedre det!) “Elf” med Will (rendmignoget sågrusomt) Ferrell.
En “elf” er ikke helt det vi forstår ved en nisse – og slet ikke en “elver”(elle-piger “lever” i ellekær – altså et lidt sumpet område med elle- og elmetræer. Sammen med lygtemænd (wil-o-the-wisp)). “Elfs” er mere i retning af Julemandens “hjælpetropper” (og en anden forklaring på, hvordan dælen den omfangsrige logistik med gaveudbringning skal/kan finde sted). En “elf” er et “aspekt” af Julemanden – ligesom Jørmundgand, Hel og Fenris (uden sammenligning iøvrigt) er aspekter af Loke.

“Aha!” siger de kløgtigste filmproducenter og manus-forfattere. – Det gælder simpelthen om, at finde “eksotiske” jule-kreaturer og introducere dem til Everytown, preferably in Maine. Og godteposen er åben til Krampus, Knecht Ruprect, Oskoreia, Julebisp, Juleged (Krampus in disguise???), og hvad der ellers skulle være af yule-relateret nürnberg-kram i det indo-europæiske område. Sikkert en del. Kobolder og Klabautermænd ligger måske ikke lige til højre ben, men Leprekauns og Brownies (nej, ikke kagerne!), Redcap og Clwricawns kan muligvis komme i spil.

Så spørgsmålet er måske ikke så meget, hvordan&hvorledes (eller hvornår) eksempelvis Krampus blev en PK-trope. For der opstår lissom et problem, når diverse hel- og halv-mytologiske entiteter bliver vredet igennem den PKske hakkemaskine: – at den mest effektprangende og celebrityflamboyante udlægning efterlader et uudsletteligt indtryk som værende “det der at sige om den sag”. Det gælder også kunsteventyr – tænk på “Den Lille Havfrue”. En generation er vokset op med, at det er en god historie, der ender godt, bare fordi Dysny besluttede sig til, at sådan skulle det være i den (iøvrigt udmærkede) tegnefilm koncernen producerede. Hvilket er ad helvede til, for DEN historie ender sgu IKKE godt! Det er hele pointen, mand!

Og i min optik – og ad dagens julehorrorcast-podkalender – er Julen netop en konfirmation af, at det kan kun blive godt, hvis vi – midt i mørkets meningsløshed – selv giver eksistensen en mening. Julen er en “rite of passage” af en “world-building” orden. Men det er anden snak.

Tak for god ro og orden. Og der er brunkager, æbleskiver og glögg ude i foyeren!