Dark Anna Rises: Hvad har vi set… det sidste halve år?!

Dark Anna Rises: Hvad har vi set… det sidste halve år?!

Grusomme skæbnefortællinger fra Depressionen! Afdankede spioner! Fantasy med og uden… fantasy?

Vi har ikke hørt fra Anna Sejersen Riis siden udtoningen efter Æ YwlQuest juleaftensdag – og nøj, hvor hun har sparet sammen til denne udgave af “Hvad har du set siden sidst?”!

Download her, eller abonnér på podcastens RSS-feed!

De kom fra linksektionen

Anbefalinger

Bo(g)nus: Joe Abercrombie, The wisdom of crowds

Advarsler

No go zone

  • Stranger things, sæson 4
  • House of the dragon
  • Disney-stangvarer som Ms Marvel, Mandalorian og Obi-Wan. Sorry, performativ repræsentation!

Credits

Indledningstemaet er Matt Oakleys The Incredible Shrinking Larry— hele hans album med fiktive firser-TV-temaer findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens .

Udmarchen er William Henry Harrison High School Fight Song af Steve Combs, fra albummet Riot, som er lagt på FMA under en CC-Attribution-licens.

Værter i dette afsnit er Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.

Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller i kommentarfeltet herunder.

8
Soloævl 13 – Wieds Wit og Nye Perspektiver Episode 182 – New York Mocaccino og Stoicismens Ontologiske Forbandelse

8 kommentarer

I de sidste 30 år af det tyvende århundrede var der (jo) ingen ende på “Lord Of The Rings”-afledte fantasy-romaner- cum – serier. Og selv dem der ikke havde en bjælde med det at gøre, kunne sælges på at de var “meget bedre”-bullshit.
I “The Sword of Shannara” ( som The Shannara Chronicles helt tydeligt bygger på), der blev skrevet af Terry Brooks, er vi virkelig ovre i kopi-rummet, med dværge, elvere, troldmand og hele parafernaliet. Ovenikøbet illustreret af Brdr. Hildebrandt i præcis samme stil som deres Tolkien Calendar anno dazumal.
Men også heller ikke “The Wheel Of Time” er opfundet af Netflix (eller hvad fanden det nu er det er), men stammer fra en død-hamrende-kedelig romanserie begået af Robert Jordan, komplet med “orker” (de hedder “trollocs”, Allan 🙂 ) der kun er “sjove” fordi de kan optræde i forskellige dyre-former (på engelske hedder det well were-shapes, med konnotation til “were-wolf”): – stenbukke, ørne, vildsvin ….. – men iøvrigt er hele historien komplet ligegyldig, fordi det tydeligt fremgår at “båndet” vil blive spillet igennem igen-og-igen indtil Den Rette har vundet. Og det gøres allerede fra starten klart, hvem Den Rette er – (lad den rette komme ind 🙂 )
Iøvrigt vil jeg også godt være med til anbefale “Cronos” samt – bare fordi – “Pan’s Labyrinth”.
Og med hensyn til science fiction på film, kan jeg kun håbe at ALLE har set Sam Rockwells “Moon” og Neill Bloomkamps “District 9”; film der er blevet lavet på et budget på to pakker tyggegummi og et knækket snørebånd, men som til hver en tid slår over-budgetterede, cgi-befængte, greenscreen-eksponerede, tumpedialog-infuserede åndsbolle-narrativer – og “i gamle dage” kunne man i det mindste lave film om til skosværte, men nu om dage hænger vi digitalt på den.

“Trollocs”, ja. Det var dét, de hed i Wheel of Time! Du tilgiver forhåbentlig hvis jeg glemmer det igen med det samme.

Uha ja, jeg vil ikke påstå, vi overhovedet har skrabet overfladen af dovne troper i fantasy i dette afsnit. Tak+buk for uddybningen!

Min personlige tommelfingerregel med Guillermo Del Toros film er, at er der på en eller anden måde tandhjul og urværk med, som i Cronos, Pans Labyrint eller Hellboy, så bliver det en fest. Det er en idiosynkrasi, hvis betydning man rigtigt kunne grave sig ned i som seer.

Og du har ret, Moon (af David Bowie, Jr. — Duncan Jones) og District 9 er skønne eksempler på SF, der ikke har kostet alverden, men ikke desto mindre maler et overbevisende billede af en fremtidsverden.

Fordelen ved digitale film ift celluloid er trods alt, at når man sletter en rigtig lortefilm fra harddisken (med et højlydt “Delete!”), så er de faktisk væk. Kunne man bare radere mindet om de værste også, så var det faktisk en fager ny verden.

Den dér med “tandhjul” – den havde jeg faktisk ikke tænkt på. Men du har fuldkommen ret. Dog er der da nogle kæder og nogle kar i “Shape of Water” …. hvilket den ikke bliver nævneværdigt bedre af. Men ja!

Ikke Sam Rockwell – han “spiller bare med”! Korrekt! Jeg har sågar præsteret at påstå, at instruktøren til “The Shining” hedder Jack Nicholson 🙂

Mht “fantasy” har jeg forsøgt at komme i tanke om noget, der IKKE er Tolkien-derivater og IKKE er Ungdoms/Børne-litteratur. Og bortset fra nogle angelsaksiske kanoner, vender jeg hele tiden tilbage til to danske og én svensk. Tillad mig at præsentere: “De Døde i Vefby”, Ole Henrik Laub; ” Den Udvalgte”, Anders Westenholz; “Fängelsestaden”, Sam J. Lundwall. Det er altså sager 😉

hilsen Henning

Nå, så sænkte Shape of Water både min lommeteori OG min lyst til at se GDT-film… Øv altså 🙂

Fedt med nogle skandinaviske fantasy-indspark. Det er et emne, vi har snakket om at tage op siden før pandemien. Problemet er, at den slags emner hurtigt vokser til noget, der føles som arbejde, og så får de oftest lov til at ligge…

Nåmmen, ifht “Skandinavisk Fantasy”: jeg vil da godt være HR-konsulent på det projekt (Ikke Human Ressources – nej, Holistic Research) 🙂

– Henning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.